De lyse ideer længe leve – Københavns Universitet

10. juni 2014

De lyse ideer længe leve

Forskerprofil

Claus Bøttcher Jørgensen er molekylærgenetiker på Institut for Klinisk Veterinær- og Husdyrvidenskab. Samtidig er han iværksætter, idégenerator og livline for studerende med opfinderhatten på sned. Et nyt professorat med fokus på innovation i undervisningen sætter sit præg på en travl hverdag, hvor Claus kombinerer en aktiv forskerkarriere med nye uddannelsesinitiativer.

Det er en spændende nyskabelse med en hybridmodel af et professorat, som kombinerer molekylærgenetisk forskning med fokus på nye undervisningsinitiativer, siger Claus Bøttcher Jørgensen

Det er en spændende nyskabelse med en hybridmodel af et professorat, som kombinerer molekylærgenetisk forskning med fokus på nye undervisningsinitiativer, siger Claus Bøttcher Jørgensen. Foto: Mikal Schlosser.

Claus Bøttcher Jørgensen er cand.agro. fra 1991 og ph.d. i molekylærgenetik fra 1997. I 2006 modtog han Landbohøjskolens innovationspris for udvikling, patentering og licensering af en gentest til afsløring af modtagelighed for E. coli-bakterier hos grise. Nu sætter han selv opfinderi og idegenerering på dagordenen – den nye professor skal sammen med de øvrige undervisere på Københavns Universitet fremme innovation i uddannelserne og få de studerendes gode ideer til at lyse og leve.

Hvorfor er dit forskningsområde vigtigt for samfundet?

Jeg er forsker i molekylærgenetik og har brugt det meste af min karriere på at skabe resultater, der kan bruges direkte i husdyravlen. Min forskning har altid været meget anvendelsesorienteret. Med mit innovationsprofessorat vil jeg gerne bidrage til den kulturændring, som er nødvendig for universitetet, hvis vi skal fremme innovationskraft, kreativitet og kritisk tænkning blandt de studerende. Underviserne på Københavns Universitet skal i lidt mindre grad forelæse og i højere grad give de studerende plads til at tænke selvstændigt og løsningsorienteret. De studerende skal have bedre mulighed for at sætte deres viden i spil – der er så megen energi og nytænkning at hente, når de først får mulighed for at udfolde deres kompetencer. Jeg skal være med til at sikre fremdrift og en tidssvarende dagsorden, når det gælder nye undervisningsinitiativer.

Det handler ikke kun om patenter og iværksættervirksomhed – men mere om at ændre et mindset hos de studerende – vække deres motivation og fjerne angsten for at tænke nyt og skævt. Men det gælder selvfølgelig også underviserne. Mange forelæsninger er envejskommunikation, men omverdenen efterspørger interaktion, som sætter noget på spil for de studerende. Der er stoftrængsel på alle kurser – hvordan kan de studerende sortere, hvad er relevant? En innovationsdagsorden muliggør, at de studerende kan komme til at bidrage og dermed være med til at skabe værdi for omverdenen.

Hvilke konkrete initiativer er søsat?

Jeg er i gang med at etablere et undervisernetværk med fokus på innovation og entreprenørskab på fakultetet og på tværs af Københavns Universitet. Flere og flere undervisere arbejder med at få innovation ind i undervisningen, og ved at mødes regelmæssigt kan vi inspirere hinanden på tværs af fagskel. Fx underviser jeg selv på et kombineret bioteknologi- og patentkursus. Her får de studerende masser af input fra lægemiddelindustrien i løbet af undervisningsforløbet, og firmaerne efterspørger løsninger på helt konkrete udfordringer. H. Lundbeck A/S ønsker fx en ny måde at diagnosticere Alzheimers sygdom, og de studerende får til opgave at udtænke en løsning. Undervisningen får en dynamik, som mangler, når man sidder med næsen i en lærebog og læser pensum fra a-z.

Mens vi tænker innovation ind i egne kurser, skal vi også afsøge muligheder for nationalt og internationalt uddannelsessamarbejde. Vi har etableret et godt samarbejde med DTU og CBS – blandt andet i form af en kandidatuddannelse i bioentreprenørskab, og vi arbejder i øjeblikket på at udvikle en kandidatuddannelse i sundhedsinnovation.

Fortæl om et karrieremæssigt højdepunkt?

Det er en spændende nyskabelse med en hybridmodel af et professorat, som kombinerer molekylærgenetisk forskning med fokus på nye undervisningsinitiativer. Professoratet er udtryk for en ny tænkemåde på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, som jeg er glad for og stolt over at repræsentere.

I starten af 1990’erne var jeg så heldig at komme på et 2-årigt forskningsophold i Cambridge, England. Genomforskningen var i sin spæde start, og det første spadestik blev taget til Wellcome Trust Sanger Institute, mens jeg var derovre. Jeg deltog i mange spændende møder og seminarer, mens jeg var i Cambridge, og jeg husker tydeligt mødet med Frederick Sanger – en britisk biokemiker, som er en af de få personer, der har modtaget nobelprisen to gange. Første gang for sit arbejde med proteiner (særligt insulin) og anden gang for sit arbejde med DNA-sekventering. Det var en fantastisk oplevelse og meget inspirerende at opholde sig i genomforskningens epicenter.

Professor i innovation

Jeg valgte agronom-studiet – nok fordi jeg, lidt naivt, troede, at jeg kunne bidrage til at brødføde verden på den måde, siger Claus Bøttcher Jørgensen. Foto: Mikal Schlosser.

Hvad er dine vigtigste forskningsresultater?

Da vi i 2002 kom på sporet af det gen, som bestemmer modtagelighed for infektion med E.-coli-bakterier hos grise. Det var et spændende laboratoriekapløb, hvor vi i forskningsgruppen på den daværende Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole arbejdede målrettet på at finde det konkrete gen, som vi ret hurtigt fandt ud af at videreudvikle til en test. Fra begyndelsen var der stor interesse og støtte fra interessenter i landbruget – og vi endte med at levere en gentest, som stadig bliver benyttet af svineavlere både herhjemme og i udlandet. Selve patenteringen var en langsommelig affære, små ti år var det undervejs, men da vi kunne mærke laboratorie-tampen brænde i projektets tidlige år – det var virkelig et fagligt højdepunkt.

Professoratet gør, at det kan blive en udfordring at få tid til forske – innovationsdagsordenen er bredere og mere politisk end molekylærgenetikkens mikroskopiske detaljer. Heldigvis har jeg god støtte fra forskningsgruppen på Frederiksberg, og jeg skal nok finde tid til at pleje min kernefaglighed.

Hvorfor og hvornår valgte du at blive forsker?

Min far var tandlæge og min mor laborant – hos dem har jeg med andre ord hentet interessen for naturvidenskab og inspirationen til laboratoriearbejdet.

Da jeg var helt ung, havde jeg en forestilling om, at jeg skulle redde verden. Der var fokus på sult, og de store Live Aid-koncerter løb af stablen. Mine bedsteforældre var fra landet, og jeg har altid været fascineret af landbrug – hele livsstilen og historien omkring faget. Jeg valgte derfor agronom-studiet – nok fordi jeg, lidt naivt, troede, at jeg kunne bidrage til at brødføde verden på den måde. Uddannelsen havde mange valgfrie moduler – molekylærbiologi, genetik, husdyravl– og jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var dén vej, jeg skulle. Allerede under uddannelsen blev jeg involveret i forskellige forskningsprojekter – fx et projekt om bestemmelse af arvelige defekter hos tyre. Senere søgte og fik jeg EU-midler til forskningsopholdet i Cambridge. Her begyndte jeg også at arbejde på min ph.d.-afhandling, og forskningskarrieren tog stille og roligt fart.

Hvad laver du, når du har fri?

Jeg er gift med Helle, som er sygeplejerske. Vi har snart været gift i 20 år. Vi har tre børn – en dreng på 17 og to piger på henholdsvis 14 og 12. Vi er glade for sport og motion – alle børnene dyrker rytme- og springgymnastik; vi kører på tredje havetrampolin i øjeblikket. Min egen fritidspassion er løb. Jeg har løbet maraton et par gange – både sammen med venner og kolleger.