Et energikrævende kraftværk – Københavns Universitet

17. december 2014

Et energikrævende kraftværk

forskerprofil

Hjernen kræver ressourcer og står for omkring 20 procent af kroppens samlede forbrug af energi. Professor Helle Waagepetersen grundforsker i hjernens energiomsætning for at blive klogere på vores mest komplekse organ. Selv får hun energi af samarbejde og studenterkontakt, men efter seks år med lys i begge ender er der nu lagt en lille dæmper på et glødende engagement.

- Jeg elsker synergien i arbejdet som forskningsleder. Det giver mig energi at sætte de rigtige mennesker sammen og lade resultater gro frem. Jeg ser mig selv som coach – både når jeg leder og vejleder. Det er først og fremmest kollektivet, der driver mig i hverdagen, siger Helle Waagepetersen.

- Jeg elsker synergien i arbejdet som forskningsleder. Det giver mig energi at sætte de rigtige mennesker sammen og lade resultater gro frem. Jeg ser mig selv som coach – både når jeg leder og vejleder. Det er først og fremmest kollektivet, der driver mig i hverdagen, siger Helle Waagepetersen.

42-årige Helle Waagepetersen er ph.d. og professor på Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi. Hun er uddannet farmaceut, men fik hurtigt smag for forskning og fordybelse. Siden specialetiden har hun fra menneskekroppens øverste etage kortlagt de komplicerede og energikrævende signalsystemer i hjernen – fra snirklede stier til tæt befærdede hovedveje. Helle Waagepetersen var studieleder for den internationale kandidatuddannelse i lægemiddelvidenskab i seks intensive og inspirerende år. Projektet fik engagementet til at gløde – men årene i overhalingsbanen kostede på det personlige plan, og Helle er nu tilbage i forskningsgruppen på fuld tid. Det giver mere rum til studier i hjernens energiomsætning. Og bedre tid til dét der først og fremmest driver hende i hverdagen: dynamikken i forskningsgruppen, samarbejdet med kollegerne og vejledningen af ph.d.-studerende. Med andre ord de menneskelige relationer, som holder forskningsgryden i kog.

Hvorfor er din forskning vigtig for samfundet?

Hjernen er uhyre kompleks, og vi mangler stadig helt basal viden om den raske hjerne. I min forskningsgruppe arbejder vi meget med hjernens energiomsætning, der er helt grundlæggende for hjernens funktion, men også er udgangspunkt for mange neurogenerative hjernesygdomme.

Hjernen forbruger store mængder energi til at opretholde signalprocesser i centralnervesystemet. Glukose er langt det vigtigste energisubstrat for hjernen, men glutamat spiller også en central rolle. Glutamat omdannes til biologisk brændstof – kaldet ATP – i hjernecellernes kraftværker. Omsætningen katalyseres af enzymet glutamatdehydrogenase, som i overvejende grad er til stede i astrocytterne – hjernens stjerneformede hjælpeceller, som forskningen efterhånden tilskriver en større rolle. De er andet og mere end hjælperyttere for neuronerne.

Uden astrocytter ville den livsvigtige kommunikation mellem neuronerne gå i stå, fordi astrocytterne hjælper neuronerne med at producere og omsætte de signalstoffer, som driver kommunikationen i hjernen. Vi har i gruppen længe været på sporet af et paradigmeskifte, der giver astrocytterne en større plads i historien.

Professor Helle Waagepetersen

Professor Helle Waagepetersen.

Fortæl om et karrieremæssigt højdepunkt?

Det var ret banebrydende, da vi for cirka 10 år siden kunne vise, at hjernens sukkerlager – glykogen – spiller en vigtig rolle i det interne energiregnskab. Det lyder måske ret enkelt, men hjernen er et komplekst forskningsområde, og der er mange kontroverser og modstridende teorier om fx energiomsætning og stofskifte. Derfor er det en fed fornemmelse, når man som forsker kan trække en streg i sandet og vende op og ned på vedtagne regler.

I 2008 blev jeg studieleder for kandidatuddannelsen i lægemiddelvidenskab. Det var helt enormt sjovt og gav en masse energi i de første år. Det var spændende at lirke en studieordning på plads – og fedt at være universitetets pionerer inden for internationalisering. Jeg fik et kick ud af den tætte kontakt til de studerende og den åbne dialog med uddannelsens aftagere. Men set i bakspejlet har jeg nok brændt mit lys i begge ender. Jeg er ret ung og har tidligt fået stort ansvar som både forsknings- og uddannelsesleder. Tempoet var højt og engagementet stort – men i 2014 var der akut behov for gearskifte, og jeg forlod posten som studieleder. Det betyder, at der i dag er mere ro til forskning og fordybelse.

Hvorfor og hvornår valgte du at blive forsker?

Da jeg var lille ville jeg gerne være skolelærer – jeg underviste glad og gerne de andre børn på vejen i en bred palet af emner. Den barnlige ambition er ikke skudt helt forbi – jeg gør meget ud af at coache mine ph.d.-studerende, og jeg holder meget af at undervise.

Jeg har altid interesseret mig for kroppen, kemi og biologi – derfor læste jeg til farmaceut i sin tid. Jeg forlængede mit speciale for komme dybere ned i substansen. På den måde fik jeg smag for forskningen. Tilfældige døre åbnede sig undervejs, og pludselig tegnede forskningskarrieren sig.

Hvad er det bedste ved jobbet som forsker?

Friheden i forskerjobbet er en gave. Som forskningsleder er man både kreativ indpisker, administrerende direktør, HR-chef og fundraiser. Man er fri – i en vis grad – til at forme virksomheden, men modtager samtidig administrativ støtte fra universitetet. Jeg elsker synergien i arbejdet som forskningsleder. Det giver mig energi at sætte de rigtige mennesker sammen og lade resultater gro frem. Jeg ser mig selv som coach – både når jeg leder og vejleder. Det er først og fremmest kollektivet, der driver mig i hverdagen. Det betyder meget at have mennesker omkring mig. Dynamikken og det kreative møde kan jeg ikke leve uden.

Hvad laver du, når du har fri?

Jeg har en mand og to børn på henholdsvis 12 og 13, og de fylder selvfølgelig – og heldigvis – meget, når jeg har fri. Vi bor på landet i Veksø, hvor der er albuerum og højt til himlen. Min mand er sygeplejerske på Rigshospitalet, og vi komplementerer hinanden rigtig godt. Jeg er stræbsom og kompetitiv. Min mand er et roligere gemyt, der lader mig om at konkurrere. Sammen ejer vi en sejlbåd, og som familie tilbringer vi stort set alle sommerferier på vandet.

Da jeg var yngre, spillede jeg badminton på eliteplan. I dag løber jeg en tur i ny og næ, men bruger også en del tid på mine børns sportsudfoldelser. Min datter spiller fx fodbold, og det går jeg meget op i.