Egentlig ville jeg have været idrætslærer – Københavns Universitet

20. april 2015

Egentlig ville jeg have været idrætslærer

Forskerprofil

Juleen Zierath var den første i sin familie, der kom på college. Siden blev hun professor i fysiologi og formand for Nobel-komiteen for medicin. Men planen var egentlig ikke at blive forsker

Et fødselsdagsminde fra cirka 4-5-årsalderen er noget af det første amerikanskfødte Juleen Zierath husker:

"Min far tog mig med ned til banken, og min gave var, at vi oprettede en konto, som skulle bruges til, at jeg senere kunne komme på college. Så mens andre børn sparede sammen til en cykel, så sparede jeg op til en uddannelse", fortæller den i dag 53-årige Juleen Zierath, professor i integrativ fysiologi på både Karolinska i Stockholm og på The Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research i København.

Juleen Zieraths far kom selv fra fattige kår og havde to jobs, så han kunne støtte sine børn i at få den videregående uddannelse, han aldrig selv fik råd til at tage.

"Det var vigtigt for ham, at give os de muligheder. Men det gav også et vist pres – vi skulle være fokuserede på uddannelse og kunne ikke bare fjolle rundt. Jeg har aldrig taget noget for givet".

Og Juleen Zierath kom på college, senere universitetet – og havnede altså som professor og formand for Nobel-komitéen for medicin. Men faktisk gik hun en helt anden vej, end hun først troede, at hun ville.

"Egentlig kunne jeg slet ikke lide naturvidenskab. Jeg kunne lide kommunikation, litteratur, men mest af alt gik jeg op i sport. Jeg var på både skolens hockey-, atletik- og svømmehold, og jeg ville være lærer. Jeg overvejede at læse idræt, men blev usikker på, hvad jeg egentlig ville.

Jeg kunne lide at undervise, men jeg havde lyst til mere end blot at undervise børn i at få en basketball til at hoppe. Og jeg syntes, at kinesiologi, biomekanik, menneskelig fysisk aktivitet blev mere og mere spændende. Selve videnskaben bag bevægelsen. Så jeg havnede i lidt af et dilemma, men til sidst vidste jeg, at forskningen var mig".

Hvordan havnede du i Skandinavien?
"Først kom jeg på Ball State University i Muncie, Indiana, hvor den svenske professor Bengt Saltin og David Costill samarbejdede. Det var et fascinerende sted – de to var nærmest i gang med at opfinde hele området. Jeg syntes, at det var utroligt spændende at studere fysiologi. Jeg blev virkelig interesseret i sukkersyge, mens jeg var der. Jeg ville gerne forstå sygdommen, og jeg var stort set inde i et laboratorium i tre år på Washington University School of Medicine in St. Louis for at lære mere.

Men jeg vidste også, at skulle jeg have en karriere indenfor forskning, så skulle jeg have en ph.d. Den tog jeg i Stockholm i Sverige. Den lavede jeg med udgangspunkt i at forstå, hvordan fysisk aktivitet kan forbedre helbredet. Og jeg holder meget af Skandinavien – både svenskere og danskere er glade og åbne mennesker, så jeg er faldet ret godt til her og har nu fået svensk statsborgerskab".

Hvorfor er din forskning vigtig for samfundet?
Sukkersyge er en sygdom, der fylder meget i patientens liv. Jeg håber, at vores arbejde er med til at mindske folks lidelser. Via vores arbejde opnår vi forhåbentlig en viden, der kan hjælpe borgerne på lang sigt, enten i form af tekniske hjælpemidler eller viden om, hvordan fysisk aktivitet kan hjælpe med at mindske disse lidelser.


Fortæl om et karrierehøjdepunkt?
"Haha - jeg håber da ikke, at jeg har haft dem alle endnu. Men da jeg fik mit ERC-grant på 2,5 millioner euro i 2008 til at forske for var fantastisk. Under 10 procent af ansøgerne får bevillingen, så det var en stor og glædelig overraskelse. Jeg gik og frygtede at få mailen, men den kom med et "ja" og det var bare "Oh my God! I can't believe it.

Det var også et højdepunkt at blive inviteret af Ulla Wewer til at være med her i centret i København og starte noget helt nyt og være med til at præge det fra bunden".

Juleen Zierath er formand for Nobelpriskomitéens udvalg for medicin, og selv om hun er glad for og stolt over posten, ser hun den ikke som et karrierehøjdepunkt.

"Det er jo en udmærkelse og ikke et forskningsresultat. Men det er selvfølgelig en kæmpestor ære at blive udvalgt, og jeg var nok lidt … ja, bange, er måske ikke helt det rigtige ord, men i hvert fald fuld af respekt overfor opgaven. Bare det at være medlem er stort, og jeg er den første kvinde, der bliver formand for et af Nobelpriskomitéens udvalg. Det er selvfølgelig et udtryk for mine kollegers anerkendelse og tillid, og naturligvis betyder det kolossalt meget for mig".

Hvad er det bedste ved dit arbejde?
"Alle de gode mennesker, jeg møder og arbejder sammen med. Mine kolleger. Jeg møder så mange i forskellige aldre, med forskellige baggrunde. Det er spændende at arbejde sammen med forskellige mennesker".

Hvad laver du, når du ikke forsker?
"Jeg prøver at røre mig så meget som muligt. Jeg er stadigvæk medlem af et elitesvømmehold og jeg træner i styrketræningscenter fem gange om ugen. Jeg har fået lidt gigt i det ene knæ, men jeg prøver at blive ved med at løbe. Og så er jeg glad for at stå på ski – jeg har lige gennemført TjejVasaloppet som er 30 kilometer på langrend for kvinder.

Jeg kan lide at rejse og at sidde i min træfyrede sauna ved mit sommerhus, der ligger i skærgården lidt uden for Stockholm".