"Frygt for døden holder mange læger fra ældreområdet" – Københavns Universitet

29. juni 2015

"Frygt for døden holder mange læger fra ældreområdet"

FORSKERPROFIL

Ligestillingen mellem mænd og kvinder tog 100 år. Næste skridt er ligestilling mellem unge og ældre, siger professor og aldringsforsker Rudi Westendorp.

Rudi WestendorpRudi Westendorp rodede som stor dreng med motorcykler, var ofte smurt ind i olie, holdt af fart og passede sin skolegang hverken mere eller mindre flittigt end alle de andre jævnaldrende drenge. Men da hans fem år ældre storesøster Ans pludselig var tæt på at dø, fandt han vejen frem.

"I dag kan man nærmest ikke kalde det en sygdom, i hvert ikke en man dør af, men hun blev indlagt med astma og var lige ved at blive kvalt. Det var en øjenåbner at komme ind på hospitalet og se lægerne arbejde. Jeg tænkte, at det nok var en god ting at blive læge og hjælpe andre", husker den i dag 56-årige hollænder, der er professor og aldringsforsker på Institut for Folkesundhedsvidenskab og Center for Sund Aldring.

"Det var nok også en af grundene til, at jeg arbejdede som konsulent på en intensivafdeling i fire år. Jeg ville hjælpe med at redde menneskeliv. Men i længden ville jeg gerne mere end det. Misforstå mig ikke – det er et meget vigtigt arbejde, men jeg havde lyst til også at udforske andre områder."

Hvorfor blev det lige aldringsforskning?

"I de første 40 år af livet sker der ikke længere så meget i et menneskeliv sygdomsmæssigt. For 100 år døde halvdelen af alle børn af alle mulige årsager. Der blev lagt megen energi og forskning i børns helbred - det handlede om at få dem sikkert gennem den livsperiode. De problemer er stort set løst nu. Jeg følte et behov for at kigge på anden halvdel af livsfasen. Vi er på toppen fysisk midtvejs i livet, men begynder at få talrige sygdomme, blive mere skrøbelige for så at dø til sidst. Og helt ærligt: Vi aner ikke hvorfor.

Hvis du går ind på et hospital i dag, så er over 65 procent af de indlagte over 65 år gamle. Så man skal bare åbne øjnene for at indse, hvor vigtig aldersforskning er.

Og når jeg siger det sådan, lyder det måske indlysende, at det er vigtigt. Men, for der er et men, det er som om, at der er en indre barriere for mange læger at beskæftige sig med aldring. Hvis jeg spørger et auditorium fuld af lægestuderende om hvem, der vil være børnelæger, så rækker en tredjedel af dem hånden op. Til dem siger jeg: "Fint, rejs til Afrika – der er brug for jer der". Hvis jeg spørger, hvem der vil arbejde med ældre mennesker, så er der tre, der rækker hånden op. Til dem siger jeg: "Fint, I kan blive siddende". Til resten siger jeg: "Gå hjem og tænk over om, I bør finde en anden karrierevej", griner Rudi Westendorp men ryster også let på hovedet.

Hvorfor tror du, at det er sådan?

"Aldring bliver næsten altid kædet sammen med noget negativt og er slet ikke så højt estimeret som andre forskningsområder. Der er noget evolutionsmæssigt. Vi er programmeret til at have sex og børn. Det gør os glade. Stort set alle elsker børn, men langtfra alle elsker ældre mennesker.  Det er i sidste ende en frygt for døden, der afholder holder mange læger og forskere fra at give sig i kast med ældreområdet.

Jeg kan godt lide ældre mennesker. De kan noget, vi ikke kan. Nogle er kedelige, men andre er visionære – ligesom mange unge er det. Men ældre mennesker kan kombinere visionerne med at kigge tilbage. De har erfaring. De minder mig om vin, og det er ment i den bedste forstand. Nogle vine er mere komplekse og udrikkelige, når de er unge, men de bliver bedre, når de modner. Næsten alle kender et ældre menneske, der er både enormt energisk og interessant. Det er fascinerende at tænke på, at de har været en drivkraft i at forme den verden vi kender i dag.

Hvorfor er din forskning samfundsnyttig?

"Der er sket en eksplosion af liv. Aldrig har så mange mennesker levet så længe og med et så godt helbred. Det er grandiost - en lægevidenskabens og samfundets succes. Vi bliver næsten alle gamle, men det giver os også en stor udfordring. Det er det store tema i min forskning: At gå efter den udfordring. At finde ud af, hvad vi skal gøre med alle det ekstra liv. Der er overvældende erobringer at gøre i ukendt land. Det er ikke kun bedre DNA-reparation og brugen af stamceller, men også hvordan du psykologisk bearbejder fysiske tab og døden", siger Rudi Westendorp, der ærgrer sig over, hvad han med et engelsk ord kalder "agism" – diskrimination af ældre.

"Det har taget os århundreder at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder. Vi har stadig den udfordring mellem de unge og de ældre. Se vi på de gamle som ligeværdige? Mit svar er nej, og det er den store udfordring, vi er nødt til at gøre noget ved."

Selv har han tænkt sig at statuere et eksempel på sin egen forskning og blive ved i masser af år frem.

 "Jeg havde lige skrevet en bog om anden halvdel af livet, og da jeg var færdig, vidste jeg, at jeg var nødt til at forny mig selv. Jeg bliver nok 95 år – har to bedsteforældre, der næsten blev 100 - så hvad skulle jeg lave de næste 30-40 år? Så jeg tænkte og lagde planer og derfor havnede jeg her i Danmark", siger en smilende Rudi Westendorp.

"Danmark er et meget sofistikeret samfund. Tillid og gennemsigtighed er nøglerne her. Og hvis du vil udforske nye områder, er det vigtige grundværktøjer. Der kan hollænderne lære noget af danskernes samfunds succes.

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

Den akademiske disciplin at stille det store spørgsmål "Hvorfor?" At være som et lille barn, forundret. I den akademiske verden har jeg fundet det, jeg har holder mest af. Det kan ikke være bedre.

Hvad laver du, når du ikke arbejder?

Udendørs aktiviteter for at få hjernen til at holde op med at summe. Jeg hader sport. Du kommer aldrig til at se mig i et fitness lokale. Men du finder mig på vej til stranden på cykel. Med rygsæk på vandringer. Jeg er ikke ude efter høj puls, men udholdenhed. Lange, meget lange gåture, der ender på en pub med en øl og pommes frites. Hvad kan man ønske sig mere?