"Grauballemanden hjalp med at opklare et drab" – Københavns Universitet

15. september 2015

"Grauballemanden hjalp med at opklare et drab"

FORSKERPROFIL

Retsantropolog og læge Niels Lynnerup hjælper med at opklare mord i nutid og fortid. Og fortidens mordofre hjælper ofte nutidens.

Professor Niels Lynnerup i laboratoriet. Kraniet til venstre stammer fra en århundredegammel grav i Aalborg, det til højre har datteren lavet til kontorpynt.

Af Mikkel Andreas Beck mikkel.beck@sund.ku.dk

Som 10-11-årig fandt Niels Lynnerup på reolen i sit barndomshjem arkæologiprofessor og museumsdirektør P. V. Globs bog om mosefolket. På det grønlige omslags forside var et nærbillede af ansigtet på et lig. Moseligets forvredne ansigt og de andre oldtidsfund gjorde et stort indtryk.

"Jeg sad og stirrede på de fantastiske sort-hvide billeder af skeletter og grave i timevis. Det var helt utroligt, nærmest grænseoverskridende spændende for en lille dreng", siger den nu 54-årige professor i retsantropologi, der som voksen har købt Globs bog antikvarisk og nu har den på sit kontor på Retsmedicinsk Institut i Teilumbygningen ved siden af Rigshospitalet i København.

Moseligene har nemlig fulgt ham helt ind i arbejdslivet – og ikke bare i bogform.

"Mit arbejde står på to ben: Retsmedicin og arkæologi. Mit speciale er identifikation når der ikke er meget tilbage af et menneske, eksempelvis ved svære lig forandringer. Samtidig hjælper vi arkæologer med at undersøge skeletter fra fortiden, for eksempel ved at fastslå dødsårsager og sygdomsbilleder. Det er en heldig kombination, for lykkeligvis har vi i Danmark meget få politisager af denne slags. Ser man CSI, tror man, det er hver eneste uge, at der skal opklares et gådefuldt mord. Men i og med at det heldigvis er sjældent, er det godt, at vi så kan træne ved at kigge på skeletter fra fortiden", siger Niels Lynnerup.

Hvorfor valgte du at blive læge?

"Allerede som stor dreng var jeg nysgerrig overfor, hvordan menneskekroppen fungerede. Hvorfor kan man bøje fingrene? Hvordan virker en muskel? Medicin interesserede mig både fra en naturvidenskabelig vinkel, men også humanistisk. Det at man kan yde lindring, hjælpe patienter. Det rummede mange aspekter, som talte til mig. Den solide faktabaserede naturvidenskab samtidig med, at jeg kunne have med mennesker at gøre".

Hvorfor lige retsmedicin?

"Jeg var stort set lige færdig med at læse medicin, da jeg læste en artikel om fakultetets store, historiske skeletsamling. Den daværende leder fortalte om de mange muligheder, der var for at forske, så jeg ringede til ham og blev vist rundt. Mens jeg var i turnus, cyklede jeg efter arbejde ind på Panum og brugte et par timer hver dag på grønlandske skeletter. Senere skrev jeg en ph.d. om nordboerne på Grønland. Jeg syntes, at det var fascinerende, hvordan en gruppe mennesker, der rejste fra Island til Grønland, og deres efterkommere formåede at klare sig i 500 år trods et hårdt klima og andre svære livsbetingelser. Hvordan klarede de sig? Hvorfor forsvandt de?

Før og under min ph.d. studium arbejdede jeg også nogle år som læge på retspatologisk afdeling. For snart tyve år siden besluttede man at skeletsamlingen skulle lægges administrativt fra Anatomisk Institut og ind under Retsmedicinsk; ikke mindst fordi nye metoder som for eksempel DNA-tests så småt var begyndt at dukke op, og det var oplagt at se om disse metoder også kunne benyttes på arkæologisk materiale. I forbindelse med denne administrative omlægning, blev der så opslået en stilling, som jeg var heldig at få", fortæller Niels Lynnerup, der i dag selv er blevet leder af samlingen, der rummer mere end 30.000 skeletter.

Hvorfor er din forskning nyttig for samfundet?

"Jeg synes, at det kan besvares på flere planer. Retsmedicinere står af og til over for nogle pårørende, der skal vide om et lig er en bestemt person. Det kan være fra en soloulykke til en tsunami i Thailand. Det er ikke bare godt for myndighederne, men især for de efterladte, at det sker hurtigt og sikkert. Så dér hjælper vi myndigheder og efterladte. Og arkæologerne kan ikke lade være med at stikke spader i jorden, og så finder de ind i mellem forhistoriske skeletter. Selv om et lig kan være 5000 år gammelt, så synes jeg, at det har krav på at blive behandlet ordentligt. Hvem er det? Hvad er der sket? Vi hjælper arkæologerne.

Og som ved al anden forskning: Hvis ikke vi forsker, sker der ingen udvikling eller fornyelse.  Sammen med DNA-forsker Eske Willerslev er vi ved at lave et projekt, hvor vi blandt andet kigger på om pestepidemier betyder noget for nogle genetiske frekvenser. Det kan måske også sige noget om fremtidige epidemier. Spedalskhed var meget udbredt i 11-1200 tallet. Hvorfor fik vi sådan en epidemi? Nogle tænker nok "det var dengang", men spedalskhed fandtes i Norge helt op i 1800-tallet, selvom det forsvandt i Danmark i 15-hundrede-tallet. Og der tilkommer stadig epidemier, som Ebola, SARS. De gamle skeletter kan lære os, hvorfor de opstår, hvorfor de forsvandt, og mere om epidemiernes egen naturhistorie.

Endelig vil jeg tilføje, at vi bør forske i fortiden alene af den årsag, at vi har disse unikke arkæologiske fund i Danmark. Det er det samme, som når du spørger bjergbestigeren, hvorfor vi skal bestige Mount Everest: "Fordi det er der". Fordi vi har så fantastiske oldtidsfund, som eksempelvis vores moselig, har vi også pligten til at forske i dem. Også for i sidste ende for at finde svar om os selv. Vi lærer noget om os selv ved at vide noget om fortiden og ikke bare om vores egen kultur, men også andres".

Fortæl om et karrieremæssigt højdepunkt?

"Der har heldigvis været flere. Politiet henvendte sig for nogle år siden for at få hjælp til at få identificeret en bankrøver, der havde begået et mord i Ålsgårde. Der var nogle videoovervågningsbilleder, og i gamle dage skønnede man ud fra højde, nærmest med en lidt gammeldags landmålerteknik. Samtidig med den sag var jeg med i et stort projekt om at undersøge Grauballemanden, og der mødte jeg en arkitekt, der lavede en målfast og meget præcis 3d-model af Grauballemanden, ved at fotografere ham fra forskellige vinkler.  

Der var jo flere kameraer i banken – og dermed var røveren fotograferet fra flere vinkler samtidig. Det vil sige faktisk den samme situation som med fotograferingen af Grauballemanden. Det, kombineret med en analyse af den måde, røveren gik på, bidrog til at fælde ham. Forskningsmæssigt var det spændende at være i en situation, hvor det arkæologiske og retsmedicinske gik hånd i hånd. Så Grauballemanden hjalp med at opklare et drab", siger Niels Lynnerup.

Hvad laver du, når du ikke forsker?

"Jeg læser – gerne om arkæologi og historie. Jeg har lige læst "Danske Kongegrave". Det er sjovt at læse historien bag, når man har været med til at undersøge flere af deres skeletter, som for eksempel Gorm den Gamles. Jeg rejser også gerne og hører klassisk musik.

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

At der er kort mellem forskning og resultat. Retsmedicin er et meget praktisk fag. "Hvad er der sket her?, spørger politiet. Det er spændende at være med til. Jeg er også glad for at møde forskellige fagområder Jeg arbejder sammen med arkæologer, tandlæger, politifolk, historikere. Jeg er også glad for at undervise – at have kontakten med de studerende. I det hele taget holder jeg som forfatteren Dan Turèll meget af hverdagen i mit arbejde.