På jagt efter pillen der stopper snack-trangen – Københavns Universitet

18. maj 2016

På jagt efter pillen der stopper snack-trangen

FORSKERPROFIL

Professor Birgitte Holst dyrkede forskning intensivt i sin fritid allerede under studierne, og hun kunne ikke engang slippe den helt under sin barsel.

Af Mikkel Andreas Beck

Allerede som helt ung var Birgitte Holst fascineret af, hvordan kroppen fungerede, og samtidig ville hun gerne hjælpe syge mennesker.

Så medicinstudiet var oplagt for den nu 44-årige professor i neurovidenskab, men hun endte faktisk med ikke at stå direkte overfor patienterne - men at hjælpe dem på afstand via forskning.

I dag er hun gruppeleder i Novo Nordisk Foundations Center for Basic Metabolic Research, hvor hun forsker i overvægt og diabetes. Nærmere betegnet i hvordan hjernen og maven kommunikerer.

I 2003 var hun med til at opdage, hvad man kunne kalde den ustyrlige snack-trang i form af den såkaldte ghrelin-receptor, der konstant forsøger at overbevise hjernen om, at der skal mad på bordet – også selv om kroppen ikke har brug for den. Ved at hæmme den medicinsk kan man muligvis fjerne trangen til overspisning.

Hvorfor blev du forsker?

”Jeg begyndte allerede med forskning under studiet, hvor jeg fik et studenterjob hos Mette Rosenkilde. Der gik ikke længe før, at jeg syntes, at det var rigtigt spændende. Jeg brugte masser stort set al min fritid dér – det blev nærmest en hobby. Det var det at opdage nye aspekter af kroppens funktioner og specielt, hvordan de forskellige celler kommunikerer med hinanden, der fascinerede mig. Det gør det stadig.

Inden jeg så var færdig med at læse medicin, søgte jeg og fik penge til at lave en ph.d. Og lige efter det fik jeg en postdoc og var halvandet år i USA. Jeg har faktisk aldrig fået taget min turnus – den står stadig og venter på mig”, siger Birgitte Holst.

Hvorfor er din forskning vigtig for samfundet?

”Der er ingen tvivl om, at fedme og diabetes er ikke bare et dansk, men et globalt problem. Derfor er forståelsen af, hvad det er, der regulerer appetitten, vigtig. Hvad er det, der gør, at vi spiser som vi gør, selv om vores krop egentlig ikke har brug for det? Hvordan stopper vi det – er det et lægemiddel eller skal der en samfundsændring til?

Alle vil gerne have en pille, der forhindrer dem i at spise for meget eller forkert. Dét, at vi prøver at forstå, hvad der regulerer appetitten, gør at vi kan sætte anderledes ind og skabe forståelse for, at det ikke er svage eller dumme mennesker, der bliver overvægtige. At vi som mennesker er indrettet til at spise mere end, vi bør.

Den viden, vi bidrager med, kan være med til at sikre en god kost og et godt, fysisk aktivitetsniveau allerede fra børnehaven.

Vi prøver også at finde ud af, hvad der sker når man taber sig. Det er ikke kun sundt at tabe sig, slet ikke hvis man tager på og taber sig igen og igen.

At spise er meget lystbetonet, og det giver en glædesfornemmelse. Ghrelin-receptoren siger til hjernen ”Spis noget mere!”. Det får du en dopamin-belønning for, og så får du lyst til at gøre det igen. Vi leder efter pillen, der kan stoppe snack-trangen uden, at du mister glæden”, siger Birgitte Holst.

Fortæl om et karrieremæssigt højdepunkt?

”Det må være, da jeg var med til at opdage den hormonuafhængige signalering fra ghrelin-receptoren – det var i hvert fald et vendepunkt. Kort fortalt er det en receptor, der hele tiden fortæller hjernen, at den er sulten. Det er nok den eneste kendte receptor, der ikke behøver et hormon til at starte den så kraftigt. Den er dermed med til at skabe en appetit, der ikke er brug for.

Vi skulle finde ud af hvilke receptorer, der var gode at lave lægemidler på. Jeg skulle egentlig have arbejdet med en helt anden receptor, men noget gik galt, og jeg blev nødt til at arbejde med en ghrelin-receptoren i stedet for. Jeg lavede en test, og der kom nogle helt andre tal ud, end jeg havde regnet med. Jeg kan huske, at jeg tænke, at nogen måtte have vendt et eller andet om. Receptoren burde ikke kunne være så aktiv uden et hormon tilstede. Men den var god nok.

Det var det, der gjorde, at jeg havnede i fedmeforskning, og det var dødspændende. Det var stort set samtidig med, at jeg skulle på barsel første gang, men jeg måtte lige ind og vende og kigge med, da vi testede igen. Så blev barnevognen parkeret med et sovende barn på sekretærkontoret, og så havde jeg lige lidt tid til at løbe ind og være lidt med.

Vi viste med opdagelsen, at mennesker har en indbygget lyst til at spise uden at have brug for det. Det er evolutionært smart nok at være programmeret til at bygge på lageret – du ser nogle flotte bær og får lyst til at spise dem. Det er bare ikke så smart, når vi har mad nok”, siger Birgitte Holst.

Hvad er det bedste ved dit job?

”Det er, at jeg hele tiden bliver udfordret. Der er ikke bare én lige vej; du er nødt til at indrette dig efter de data, du får undervejs. Jeg stiller en hypotese op, men resultatet er et andet end dét, jeg forventede, og så må jeg gå en anden vej. Der er en uforudsigelighed i det, og det er udfordrende og spændende.

Desuden er det, at man selv kan bestemme, hvad man vil, også fantastisk. Der skal lægges rigtigt mange timer – jeg  kender ingen forskere, der arbejder under 37 timer – men jeg bestemmer selv, hvilken vej jeg vil gå, og det er dejligt.

Og nå ja: Faktisk er det i det hele taget ret fantastisk, at man kan få løn for at dyrke sin hobby”, ler Birgitte Holst.

Hvad laver du når, du ikke forsker?

Jeg har tre børn, så jeg bruger meget tid sammen med min familie og med venner. Jeg bruger også rigtigt meget tid på at være involveret i mine børns sportsgrene. Jeg er selv tidligere elitegymnast, så jeg ved, hvad det betyder for dem. Jeg har en søn, der går meget op i atletik og en datter, der svømmer meget. Så jeg løber og svømmer også.