Det føltes som om, jeg fandt en skat – Københavns Universitet

24. august 2016

Det føltes som om, jeg fandt en skat

FORSKERPROFIL

David Gloriam leder efter måder at lave nye og bedre lægemidler på. Han ser sig selv som en opdagelsesrejsende, der udforsker det menneskelige genom.

Af Mikkel Andreas Beck




  
Da svenske David Gloriam var 5 år gammel, døde hans bedstemor af kræft. Og selv om han kun var en lille dreng og var meget ked af det, traf han et valg, som han stadig husker.

”Jeg var meget glad for hende, og det var hårdt for mig. Jeg husker, at jeg sad hjemme i sofaen og græd. Og at jeg tænkte, at jeg godt kunne tænke mig at kæmpe imod sygdomme”, fortæller den i dag 38-årige David Gloriam.

Og selv om han som barn overvejede at arbejde på sin fars arbejdsplads, den svenske slikgigant Cloetta og også overvejede en uddannelse, hvor han kunne arbejde teoretisk og indendørs om vinteren og udenfor og praktisk om sommeren, startede han i 1998 på apotekeruddannelsen i Uppsala, Sverige.

”Jeg følte ret tidligt en glæde ved kemi, samtidig med, at jeg godt kan lide praktisk arbejde. Organisk kemi er netop et håndværk, det er ligesom at bygge et musikinstrument, når man arbejder med det fag. Du kombinerer håndværket med teorien. Jeg ville gerne være sådan en, der lavede et nyt lægemiddel”, siger David Gloriam.

Hvorfor blev du forsker?

”Tanken var egentlig, at jeg ville til en medicinalvirksomhed og hjælpe patienter ved at udvikle nye lægemidler som kemiker. Men på universitetet hørte jeg om muligheden for at afprøve forskning i sommerferien. Det første år var jeg i et biologisk laboratorium, men det var ingen succes, og jeg tænkte faktisk, at forskning ikke var noget for mig.

Men året efter prøvede jeg igen og kom i gang med bioinformatik og med at arbejde intenst med computere. Jeg så, hvor hurtigt jeg kunne udrette en masse og opnå gode resultater. Det var virkelig et aha-øjeblik og en helt ny verden, der åbnede sig for mig.

Det resulterede i, at jeg begyndte at læse bioinformatik og computerprogrammering på aftenskole, mens jeg gjorde min kandidat færdig”

Hvad laver du?

”Mit primære fokus er at identificere og studere receptorer i det menneskelige genom med henblik på lægemiddelforskning. Mennesket har cirka 400 receptorer, som er det punkt i menneskekroppen, der modtager signalstoffer udefra.

For at opdage funktionen af en receptor, skal du vide, hvad der aktiverer den. De 400 er i dag opdaget, men man kender ikke alles funktion eller, hvad det er, der aktiverer dem.

Mens jeg selv var ph.d.-studerende gik jeg på opdagelsesrejse i det menneskelige genom, og jeg fandt selv 26 af de 400 receptorer. Det føltes som om, jeg fandt en skat. Siden har andre forskere fundet deres funktion, og mindst seks af dem er i dag mål for lægemiddelindustrien.

Det er meget opmuntrende, men jeg var også lidt ærgerlig over, at det ikke var mig selv, der fik lov at finde deres funktion. Men det er så det jeg og min gruppe gør nu. Vi studerer, hvilke signalstoffer, der aktiverer receptorerne. På den måde finder vi ud af, hvordan den fungerer, og hvordan den kan fungere i bekæmpelse af sygdom. ”

Hvorfor er din forskning vigtig for samfundet?

”Jamen, vi kan ikke reparere motoren, hvis vi ikke ved, hvordan den fungerer. Sådan er det også med menneskelig sygdom. De receptorer, jeg arbejder med, udgør et stort og vigtigt mål. 30 procent af lægemidler, der sælges i dag virker ved at aktivere receptorer.

Det er et vigtigt grundlag for udviklingen af nye lægemidler at finde ud af, hvad der aktiverer dem, fordi disse receptorer er så vigtige for forståelsen af sygdomsbekæmpelse. Der er ganske enkelt et kæmpepotentiale i dem:

Kortlægger vi funktionen, vil vi kunne finde nye mål for lægemidler og potentielt kurere flere sygdomme. Hvis du finder funktionen, har du en ny port at gå ind ad. Du har med andre ord teoretisk set en mulighed for at kunne lave et meget bedre lægemiddel end det, du havde før”, siger David Gloriam.

Fortæl om et karrieremæssigt højdepunkt?

”Jamen, det er uden tvivl, at jeg blev Lundbeck Fellow og også fik bevillingen fra Det Europæiske Forskningsråd og dermed midler til at fortsætte min forskning. Det var helt afgørende. Det betød, at jeg ikke blev arbejdsløs og måtte lede efter et nyt sted.

At jeg kunne blive på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, rekruttere folk og lave præcis den forskning, jeg drømmer om. Da jeg startede på Københavns Universitet, arbejdede jeg på egen hånd. I dag har jeg 10 personer i min gruppe. Det er busy, but happy times! ”

Hvad er det bedste ved dit job?

”Uha, mange ting: Det, at der sker noget nyt hver dag. Intet er som dagen før. Jeg er et utålmodigt menneske og vil gerne have nye input hver dag, og det får jeg.

At det går godt; at vi skaber resultater i min gruppe. At se de unge forskere vokse og blive selvstændige.

Dét, at man som forsker udforsker verden, naturen, det som er skabt gennem millioner af år. At man både er en elev og en lærer i den proces. Og får man så de rigtige bevillinger til at lave sin drømmeforskning, så har man det da som en fisk i vandet”, smiler David Gloriam.

Hvad laver du når, du ikke forsker?

”Sover! Hahaha”, griner David Gloriam højt, og fortsætter:

”Giver mine to børn og min kone et kram og knus. Min familie er det primære, de skal have det godt. Jeg vil gerne være en far, der lærer mine børn at cykle, rejse med dem, at udforske og opdage verden, og hvordan tingene fungerer.

Jeg har stort set måttet opgive sport, som barn og student spillede jeg floorball og inline hockey, men jeg har ikke tid længere, men vi løber og træner sammen i familien. Men jeg prøver at få tid til at lave praktisk arbejde. Jeg kan godt lide, at man kan se resultatet med det samme og mærke det mellem fingrene.

Min yndlingshobby siden jeg var barn er at bygge og renovere, det er en måde at koble af på. Da jeg var barn, ønskede jeg mig værktøj i stedet for legetøj. Jeg fik min første boremaskine som 10-årig. Lige nu bruger jeg tid på at renovere hus, og du kan også finde et par møbler, jeg selv har bygget i mit hjem.”