Inger Kjær – Københavns Universitet

01. november 2008

Inger Kjær

Livets første kapitel ind i diagnostikken

Professor og specialtandlæge Inger Kjær har brugt 27 år på at vise, hvordan udviklingsforløb i fostertilstanden hænger uløseligt sammen med udviklingsforløb efter fødslen. Hun har vist, hvordan embryologien "bærer spor" og kan bruges som nøgle i vores diagnostik. Undervejs kom hun forbi anatomi, neurologi, endokrinologi, genetik, antropologi, patologi, pædiatri og embryologi, - og hun skabte et helt nyt fag: Neuroosteologien.

Tidligt i menneskets fosterliv foregår indviklede udviklingsforløb. Cellerne modtager information og vandrer med oplysningerne til nye områder i kroppen, der gradvist får en højt specialiseret funktion. Alle disse processer er afgørende for, hvordan hele individet udvikler sig både som barn og voksen; går der det mindste galt i fosterstadiet, kan det få katastrofale følger for barnets udvikling. Derfor er det afgørende at få kortlagt de tidlige fosterforløb. Først når det er sket, kan forskerne forstå årsager til sygdomme og misdannelser, hvilket er forudsætningen for ætiologibaseret forebyggelse og behandling.

Det første kapitel er det allervigtigste


Professor Inger Kjær fra
Odontologisk Institut.
(c) SUND

"Hvilken som helst sundhedsvidenskabelig lærebog begynder med embryologien," fortæller professor Inger Kjær fra Odontologisk Institut. "Alle studerende synes dette kapitel er svært, og er glade for, at det ikke bliver opgivet til eksamen. For ofte mangler sammenhængen med resten af bogens indhold."

Sundhedsvidenskaben har i årtier kendt til arvelige forhold, og forskerne ved, at fx læbespalte udvikles tidligt i fosterstadiet. Men hvorfor det udvikles, og hvorfor det altid udvikles på det samme sted i læben, ved man ikke.

Forskerne forsøgte at finde genet for læbespalten, men den simple forklaring udeblev. Har et barn en hel ganespalte, vil der ofte være afvigelser i rygsøjlen. Men hvorfor det?

Hele livet har Inger Kjær stillet sig selv spørgsmål, og gik i sin forskerkarriere tilbage til tidlige stadier i fosterets udvikling for at afklare, præcist hvad der sker på det tidspunkt, hvor fx ganeprocesserne skal svinge op, kæben dannes og kraniet udvikles. Målet var at forstå, hvordan processerne foregår under normale forhold, dvs. hvilke strukturer der opstår samtidig, og hvad, der styrer dem, for derved at afdække patologiske udviklingsforløb.
Er fejl i udviklingen opstået samtidig, eller er det ene en følgevirkning af noget andet?

Inger Kjærs første kapitel
Allerede i barndommen interesserede Inger Kjær sig for knogler, tænder og hårdt væv. Hun samlede på dyretænder samt uglegylp, og var fascineret af det hårde væv, som kroppen kunne danne.

"Jeg drømte om at blive opdagelsesrejsende," husker hun. "Når jeg skulle sove, lå jeg og forestillede mig, at jeg trængte ind i en uudforsket skov og fandt nye dyr eller ukendte planter." Både hendes far og farfar var kemiske forskere, og sidstnævnte havde oven i købet et helt laboratorium på første sal i sit hus i Søllerød. Så IK kom i kontakt med forskningen fra hun var helt lille.

Intet væv som hårdt væv
"Jeg valgte tandlægefaget, for jeg ville forske i hårdt væv," fortsætter Inger Kjær. "Emalje er et helt unikt væv, hårdt som diamanter, og der findes ikke noget lignende væv noget sted i kroppen."

Efter studiet rejste hun til Medical Center i San Francisco, hvor hun på Department of Anatomy både underviste i anatomi og skrev sin første artikel. Den handlede om rotter, som havde fået fjernet hypofysen, og hun beskrev hvordan det gav sig udslag i abnormt formede kranier. "Hvorfor kranierne voksede, som de gjorde, og hvad der i det hele taget trigger mønstre både i den normale og den patologiske kranievækst, har jeg undret mig over lige siden," fortæller Inger Kjær. "Forklaringen kommer - gradvist."
Tilbage i Danmark mødte hun svenske Arne Björk. Han var en inspirerende professor i faget ortodonti - læren om lige tænder, tandregulering, og havde som hovedinteresse kranievækst.

"Når man tænker på, hvor vigtig kranie- og ansigtsvækst er," indskyder Inger Kjær," er det mærkværdigt, at kun Odontologisk Institut underviser/forsker i denne disciplin."

Professor Björk undersøgte kranier med forskellige misdannelser og tandstillingsfejl, i et forsøg på at afdække, om der var en sammenhæng mellem de to.

I den forbindelse efterlyste han histologisk (vævslære) indsigt, og da han kendte til Inger Kjærs baggrund som studenterunderviser i anatomi, fik hun til opgave at undersøge kranier histologisk. "Men du skall göra det på människor, inte på djur," krævede professoren, hvilket var en alt andet end nem opgave. Og samtidig den eneste forskningsvejledning hun nogensinde fik.

Underkæbens udvikling hænger sammen med håndens
Resolut gik Inge Kjær over på det daværende Medicinsk Anatomiske Institut, som dengang bl.a. arbejdede med fostermateriale. Hun opsøgte Helge Andersen, Martin Mathiesen og Kjeld Møllgård, som alle tog godt imod den unge tandlæge, og det blev begyndelsen på fem års vandring frem og tilbage over Universitetsparken mellem den daværende Tandlægeskole og Medicinsk Anatomisk institut.

Inger Kjærs forskning har
bl.a. vist en slående
sammenhæng mellem
udvikling af kæber og
hænder i fosterlivet.
(c) SUND

"Jeg kunne nu efterleve kravet fra professor Björk ved at studere fostermateriale," fortæller Inger Kjær. "Jeg vidste, at på klinikken var der en sammenhæng mellem vækst i underkæben og i hånden, så jeg koncentrerede mig om det projekt. Jeg kortlagde knogleudviklingen i de to forskellige regioner og beskrev, hvordan de indbyrdes hang sammen. Og så så jeg, at tandudviklingen fulgte knogleudviklingen helt nøje!"
Arbejdet resulterede ikke kun i hendes odontologiske disputats. Det var kilden til en lang række artikler, som hun forfattede alene, og til et brændende ønske om at fortsætte forskningen med først at belyse andre udviklingssammenhænge før fødslen, og dernæst følge udviklingsforløbene efter.

Ude i klinikken
"Jeg fik så bare ikke et tilbud om fastansættelse på afdelingen," fortæller hun. "Jeg valgte at tro, at min forskning lå for langt ved siden af det, der ellers foregik på afdelingen. Så stod jeg der, og var helt skakmat."
Inger Kjær valgte så, at gå ud i klinikken og arbejde med specialet ortodonti, tandregulering.
"Det er alle tiders fag. Jeg kender kun tandreguleringsspecialister, som er glade for deres arbejde," fortæller hun. "De arbejder med børn i de mange år behandlingen foregår, laver børnenes ansigter pæne, får dem til at tygge ordentligt, og kommer til at kende børnene godt. Det er en stor fornøjelse."
Snart sad Inger Kjær bag skrivebordet som overtandlæge, og administrerede en stor kommunal tandpleje i Nordsjælland. Forskningen var erstattet af klinik- og personaleadministration, kommunale skrivelser, byrådsmøder, socialudvalgsmøder og en løn, som var meget højere, end universitetet kunne tilbyde.

"Jeg var glad for mit arbejde," husker hun. "Men jeg savnede forskningen hver eneste dag. Når jeg cyklede ud til mit overtandlægekontor, ønskede jeg ofte, at jeg kunne dreje omkring og cykle herind. Jeg var ikke dybt ulykkelig, jeg savnede blot forskningen, og måtte med tiden erkende, at det aldrig blev realistisk at komme tilbage."

Der gik 11 år.

Døren til laboratoriet åbnes igen
Pludselig en dag modtog Inger Kjær en opringning fra Afdeling for Ortodontis nye professor, Beni Solow: "Inger, nu er der fri bane. Nu kan du komme tilbage."

Uden at blinke forlod hun overtandlægestillingen, den gode position i byen, og gik betydeligt ned i løn, - på én betingelse. "Jeg skrev til Odontologisk Institut, at jeg gerne ville vende tilbage - forudsat jeg blev lektor. Og det blev jeg så."

Inger Kjær var nu 46 år. Hun begyndte forfra blandt helt unge i laboratoriet, kiggede på nye apparater, hun ikke havde set før, og omstillede sig hver dag.

"Jeg kender ikke andre, der har været ude af forskningen i 11 år og så er vendt tilbage," fortæller hun. "Det var dristigt, men årene ude var absolut ikke spildte. Tværtimod. Det var den bedste faglige investering jeg har gjort. Min tid i klinikken lærte mig at kommunikere, at samarbejde med mange forskellige mennesker.
Jeg så de svære tilfælde, tænder, der slet ikke var anlagt, ikke ville bryde frem, eller hvor rødderne gradvist forsvandt. Som tandlæger kunne vi stadig ikke svare ordentligt på alle disse svære spørgsmål, så da jeg kom tilbage til forskerverdenen ville jeg løse alle de gåder, jeg var stødt på. Jeg vidste, at vejen foran mig ville være lang, og at jeg ville få brug for at formidle min forskning undervejs."

Alle knogler før fødslen bliver kortlagt
Så Inger Kjær kastede sig over kortlægningen af alle kranieknoglers udvikling før fødslen. Og langsomt - men sikkert - forskede hun sig længere ned langs hals ryghvirvlerne indtil hun efter syv år havde afdækket hele det menneskelige skelets udvikling før fødslen.

"Jeg fik kortlagt hele det 'normale' forløb og udseende. Hvor alle 350 knogleanlæg kommer, i hvilken rækkefølge, hvordan de ser ud, og hvor de ligger. På den måde fik jeg en slags indre film på plads, som viste, hvordan udviklingen skulle forløbe, hvis den skulle forløbe normalt."

De næste ti år viede Inger Kjær til føtal patologi. Med patologer, som Birgit Fischer Hansen og Jean Keeling, skaffede hun sig mere viden, mens forskerne i fællesskab diagnosticerede og senere forstod udviklingsforløb, som før havde været en gåde.

Sammenhænge fører til doktorgrad i medicin
"Tidligere ubeskrevne tilfælde så dagens lys," husker hun. "Kropsaksen fik nu en helt central plads i min forskning. På den måde blev jeg en slags kropstandlæge, med hovedet som speciale. Det var derfor hensigtsmæssigt, at jeg i 1999 også blev dr.med. For eksempel hænger visse misdannelser i hovedet sammen med bestemte typer hjertefejl, og med bestemte typer håndfejl ;mens læbe- og ganespalterne viste sig også at hænge sammen med rygsøjlen."

Nu fandt genetikken vej ind i Inger Kjærs forskning. Hun kortlagde blandt andet, hvordan ekstra kromosomer (f.eks. Downs syndrom) påvirker udvalgte dele af skelettet, samt indså at korte næseben skyldes en genotypefejl, så de er korte både før og efter fødslen.

Desuden er hun den første, som har relateret udviklingen af det centrale og det perifere nervesystem med udviklingen af hårdt væv - og derigennem skabt faget neuroosteologi. "Knogledannelse sker på en bestemt måde i relation til nerverne," forklarer hun. "En sammenhæng jeg belyste i adskillige artikler."

Vejen går forbi endokrinologien
Derefter bragte forskningen Inger Kjær videre til et andet, helt uopdyrket felt. Hun beskrev udviklingen af hypofyse/sella turcica før fødslen, både under normale og patologiske forhold. "I samme område af ansigtet finder vi en anden vigtig kirtel, de vomeronasale organer," fortæller hun. "De sidder på hver side af næseskillevæggen, og er - så vidt vi ved - kun aktive i fostertilværelsen. De arbejder i 8-9 uger, og sender hormoner (NGFR) langs nerverne op til hjernen. Her ligger de på lager, indtil barnet bliver omkring 10 år, hvorefter de gradvist påvirker hypofysen til pubertetsudvikling. Det var et vigtigt bifund midt blandt knoglerne."

Specialtandlægens viden kommer nu mange faggrupper til gavn
ved siden af forskningen underviser Inger Kjær i dag både læge-, samt tandlægestuderende og mange forskellige faggrupper, bl.a. for nylig ultralyds-scanningslæger og jordemødre, samtidig med, at mange faggrupper har glæde af hendes viden.

"Det er altid et puslespil at finde ud af, hvorfor et barn f.eks. fra Lungemedicinsk Afdeling, med sygdommen Hyper-IgE-syndrom, ikke kan tabe sine mælketænder," fortæller hun. "Jeg fandt ud af, at disse børn har en fejl i rodhinden, som hænger sammen med den fejl, de har i lungehinden.
Det hele hænger sammen. Så er det vidunderligt, at kunne hjælpe med disse ting. Men uden samarbejdet i 18 år med Dorrit Nolting, afdelingens dygtige bioanalytiker, havde jeg ikke opnået de mange immunhistokemiske resultater."

Ph.d.-studerende på Odontologisk Institut
Inger Kjær har for tiden én ph.d.-studerende, tandlæge Marie-Louise Bastholm Bille, i København og skal vejlede to i Århus. Et arbejde, der både giver glæder og sorger.

"Glæderne er oplagte," fortæller hun," men det er skuffende at se, at alle de mange ph.d.-studerende, jeg har uddannet til dato, søgte mere vellønnede jobs uden for universitetet. Jeg havde gerne set, at kræfterne resulterede i en stærk odontologisk forskergruppe, som er klar den dag jeg selv går fra roret."

Der skal være plads til forskellighed
Inger Kjær er i dag 67, og har været professor de sidste syv år. Mens hun forstår fakultetets ønsker om satsningsområder og ved, at netværk er vigtige for at videreudvikle forskningen, så mener hun samtidig, at der skal være plads og opbakning til 'alenefuglen'.

"Det er dem, med de snurrige ideer," fortæller hun. "Dem, der tidligt lægger sig i sporet og med deres nytænkning prøver at se emnerne fra nyt hold. De gør det ikke nemt for sig selv, og deres forskning bliver desværre let overset og er sårbar for kritik. Den er simpelthen uden for de konventionelle forskningsrammer og har derfor særlig brug for fakultets støtte."

Samtidig ønsker Inger Kjær, at forskningen i hårdt væv styrkes væsentligt. "Man satser f.eks. på muskel-, diabetes- og kræftforskningen, så hvorfor ikke knoglevævsforskningen?," spørger hun. "Jeg er medlem af den nystartede Københavns Universitets Knoglegruppe (KUK), som jeg håber en dag får status af forskerskole.

Endelig peger hun på, at klinikkernes dygtige tandlæger skal have mulighed for at vende tilbage til Fakultet og forske. "Jeg havde aldrig troet, at jeg ville sige det her, da jeg selv var ung," siger IK med et smil. "Men det er et enormt boost at være ude i klinikken, og få syn for sagen. At se de uforklarlige tilfælde og bringe dem med tilbage til forskningens verden, giver en helt enestående og nødvendig vekselvirkning."

Fremtiden
"Mit hovedmål er at vejlede og inspirere yngre og ældre til fagligt engagement og faglig dygtighed. Og så er jeg i gang med at skrive to nye lærebøger, den første: 'The dentition in a different way' og den anden: 'Applied embryology - in craniofacial diagnostics.' Det gælder om at få det første og det vigtigste kapitel i livets udvikling ind i diagnostikken", slutter Inger Kjær og læner sig eftertænksomt tilbage i sin professorstol.

Mere viden:
Odontologisk Institut
Afdeling for Ortodonti