SUND > Forskning > Forskerprofiler > Lene Juel Rasmussen

01. oktober 2009

Lene Juel Rasmussen

Hvad er det, der ælder os?

Professor i molekylær aldring ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin Lene Juel Rasmussen er samtidig direktør for Fakultets nye Center for Sund Aldring: En tværfaglig forskningsenhed, der vil kulegrave de mekanismer som ælder os - fra det sociopsykologiske til det molekylærbiologiske - og afdække vejene til sundhed og livskvalitet senere i livet.

Gymnasietiden efterlod Lene Juel Rasmussen med en stor interesse for matematik og kemi. "Jeg ville gerne læse disse fag på universitet," husker hun. "Men så fortalte min kemilærerinde, at det var en dårlig idé, for den eneste karrieremulighed ville være gymnasielærer. Og det ønskede jeg ikke."

På opfordring af samme lærerinde, valgte Lene Juel Rasmussen i stedet at studere til kemiingeniør på DTU, og mens hun læste, faldt hun over molekylærbiologien. "Der lå min virkelig interesse, så jeg kastede mig over emnet og skrev både speciale og en ph.d. i faget. Min afhandling drejede sig om genregulering i bakterier og det var ren grundforskning. Hvordan bliver gener tændt og slukket i bakterier, når de bliver udsat for iltmangel?"

DNA-skader kan medføre mutationer og kræft
Forskningen bed sig fast i den unge Lene Juel Rasmussen. For at besøge USA og lave en post-doc, søgte hun det daværende Naturvidenskabelige Forskningsråd om et seniorstipendium, så hun kunne besøge professor Martin Marinus på University of Massachusetts i USA, der forskede i DNA-reparation. "Jeg kendte Martin Marinus, da han havde besøgt DTU, og jeg vidste præcist, at det var der, jeg ville hen."

Professor Lene Juel
Rasmussen fra Center for
Sund Aldring.
Foto: SUND

Ultraviolette stråler fra Solen, forurening og usund levevis kan skade selve DNA'et i vores celler. Og hvis ikke cellen begår selvmord eller udbedrer fejlen, kan skaderne føre til mutationer og i værste fald kræftfremkaldende ændringer.

DNA har system til at reparere skader
"Både bakterier og mennesker har det samme DNA-reparations-system, og det syntes jeg var utroligt fascinerende," fortæller Lene Juel Rasmussen. Med et tildelt stipendium rejste hun til University of Massachusetts i USA, og her gik det op for hende, at DNA-reparation spiller en vigtig rolle i forbindelse med mange humane sygdomme, ikke mindst cancer.

"Mange kræftsygdomme har det til fælles, at DNA-reparations-systemet på en eller anden måde er defekt," forklarer Lene Juel Rasmussen. "Nu var jeg uddannet mikrobiolog, men jeg var blevet bidt af det med humane sygdomme, så jeg lavede endnu en postdoc på Harvard, hvor jeg blev trænet til at arbejde med mammale og humane cellebiologiske systemer."

Alder og kræft hænger sammen
Med den nyerhvervede erfaring og nye kontakter fra Harvard blev hun adjunkt på RUC i 1997. Siden fik en stilling som lektor og til sidst som professor, inden hun tiltrådte et professorat på KU og indtog direktørstolen på Center for Sund Aldring i sommeren 2009.

"Jeg søgte blandt andet stillingen som direktør, da aldring og cancer hænger sammen," forklarer hun. "Cancer er jo også en slags gammelmandssygdom, og da jeg beskæftiger mig med DNA-reparation, er det oplagt at studere de DNA-skader, der sker i forbindelse med aldringsprocessen.

Center for Sund Aldring
Hvad er det rent biologisk der sker, når cellerne bliver gamle? Hvad gør, at de bliver gamle? Det vil vi gerne vide, og svaret er ikke simpelt. Ser vi på den enkelte celle, så sker der det samme i aldrende celler som i cancersyge celler. De akkumulerer genetisk skade. Og det betyder, at nogle vigtige cellefunktioner bliver sat ud af spil."

Hele formålet med Center for Sund Aldring er netop at forstå aldringsprocessen. Vores opgave er ikke at lave evigt liv," slår Lene Juel Rasmussen fast. "Men i stedet at give nogle bud på, hvordan vi i den sidste del af livet har en god livskvalitet. Det gælder både sundhed, men også socio-psykologiske faktorer.

Det er et tværfagligt center, og CESA omfatter både læger, søvnforskere, tandlæger, socialmedicinere, antropologer, psykologer, sociologer, etnologer, og diverse internationale samarbejdspartnere."

Centret er bl.a. ved at oprette en biobank, hvor forskerne indsamler information og materiale om en gruppe mennesker, som de skal følge fra de er midt i livet og gennem hele aldringsprocessen.

Vil forstå selve aldringsprocessen
"Vi tager prøver fra dem i forskellige aldre og måler forskellige biokemiske faktorer," fortæller Lene Juel Rasmussen. "Fx mitokondriefunktion, muskelstyrke og kognitionsevne. Og så skal centret sætte målingerne ind i en helhed, for aldrig er nok en kombination af mange ting. Det er både cellernes funktion, og ydre, kulturelle faktorer, fx hvad vi spiser, og sociale relationer mellem mennesker."

Forskerne ved CESA skal på sigt definere, hvad sund aldring er, og komme med nogle bud på, hvordan vi forbliver sunde. "Der er ingen tvivl om, at vi alle skal dø en dag," siger Lene Juel Rasmussen. "Men der er stor forskel på at blive 90 og have haft et dejligt og lykkeligt liv, og blive 90, hvor de sidste 40 år har været et mareridt præget af sygdom og svigtende hukommelse."

Desuden lever vi stadig længere og befolkningspyramiden viser, at der bliver færre yngre mennesker i samfundet.

Samfundets befolkningspyramide ændrer sig
Skal de ældre blive længere tid på arbejdsmarkedet, og virkeligt nyde deres otium, så er sundhed afgørende. CESA har derfor et stort og udfordrende arbejde foran sig, og Lene Juel Rasmussen glæder sig over centrets tværfaglighed.

"Jeg tror, at den slags initiativer, hvor man sætter mennesker sammen fra vidt forskellige fagområder kan skabe et meget kreativt miljø. For at få helt nye løsninger, så skal der en slags start-kaos til, for derfra kommer innovationen. Samtidig har vi mange unge hos os, mennesker, der ikke nødvendigvis har mange års erfaring med alderforskning - og det er disse ph.d.-ere og postdocs som er den nye generation. De er efter min mening fremtiden, for de bliver trænet i at arbejde på denne tværfaglige måde og med dette komplekse problem, og de skal køre det videre i fremtiden. De vil være vant til at arbejde på tværs af faggrænserne og i stand til at kommunikere deres egne felter og fag. Jeg er jo fra den "gamle" skole, hvor jeg kan kommunikere fagligt med kollegerne fra mit eget område, men hvor det er sværere at gøre mig forståelig overfor fx humanister. Og det omvendte er sikkert også tilfældet. Det er også sådan nogle ting vi prøver at ændre på."

DNA-skader kan ødelægge organer
Lene Juel Rasmussens egen forskning fokuserer især på, hvordan DNA-skader forhindrer DNA-reparations-systemerne i at fungere. Hun ser bl.a. på cellernes kraftværker, mitokondrierne, og hvordan deres defekter kan ødelægge vores genom gennem frie radikaler og forårsage sygdom, hvis DNA-reparationssystemerne samtidig er sat ud af kraft.

"Vi ved at med alderen falder mitokondriernes funktion," forklarer hun. "Og samtidig falder cellernes evne til at reparere DNA'et. Og så er det, at cellen kan begynde at ophobe DNA-skade, og afhængig af hvor i genomet skaden er sket, kan det til sidst ødelægge forskellige gener, og så får vi nedsat organ funktion, hukommelsen svigter knoglerne bliver slidt. Mange ting bliver påvirket, hvis generne bliver ødelagt af disse iltforbindelser.

"Jer har to forskningsprojekter som er meget vigtige i forbindelse med CESA," fortæller hun. "Det første ser på signaleringen mellem cellekernen og mitokondrierne i forbindelse med at bevare arvemassen intakt. Det andet har simpelthen til formål at beskrive DNA-reparationssystemerne og finde ud af, hvilke af dem, der holder op med at virke, når cellen bliver gammel eller udsat for skader. Og så på sigt finde metoder til at skrue og for en nedsat reparationsproces, eller måske kick-starte én, som er gået i stå."

Aldring indeholder mange uløste gåder
Aldringsforskningen er et felt i rivende udvikling, for der er stadig mange uafklarede spørgsmål omkring en proces, som vi alle går gennem. "Hvor opstår defekterne?", spørger Lene Juel Rasmussen. "Vi ved, at visse gener kan holde op med at virke, eller ikke virker som de skal. Vi skal finde ud af specifikt hvilke genetiske ændringer der sker, for laver vi analyser på unge og gamle celler, så er der en forskel. Nogle grupper af gener bliver opreguleret og andre nedreguleret i den gamle celle, så der er en balance i den raske, unge celle, som bliver forstyrret med alderen.

Forstår vi de processer der gør, at først cellerne og så organerne holder op med at virke, så vil vi til sidst kunne forlænge livet." Og det er netop de uafklarede spørgsmål og den uafdækkede viden som driver LJR i hendes forskningskarriere.

"Det er spændende at lave noget, vi ikke ved noget om endnu," slutter hun. "Det er som at være en opdagelsesrejsende eller detektiv på vej ind på ukendt territorium."