Thomas Söderqvist – Københavns Universitet

sund.ku.dk > Forskning > Forskerprofiler > Thomas Söderqvist

06. april 2010

Thomas Söderqvist

En ny dimension i forskningskommunikation

Hvordan kan fuglekiggeri, evolution, økologiens historie, og forskerbiografier føre til et professorat i medicinhistorie og lederskab af Medicinsk Museion? Svaret er Thomas Söderqvist. Fra sit kontor i Bredgades gamle fakultetsbygninger skal han nu også opbygge og forske i nye måder at kommunikere biomedicinsk videnskab, for nogle af de 885 mio. kr. Novo Nordisk Fonden netop har doneret til SUND.

Af Malene Steen Nielsen Flagga 

Allerede i skolen var den unge Thomas Söderqvist en begejstret amatørornitolog.

"Jeg var fuglekikker," fortæller han. "Jeg var en passioneret fuglekikker, og det af tre grunde, som nok har fulgt mig gennem hele livet. Først var der den fantastiske variation, naturen har jo en stor formvariation. For det andet var fuglekikkeriet en æstetisk nydelse, fugle er smukke, og du kan bruge alle sanser. Og for det tredje var det en ren lyst, fuglekikkeriet var formålet i sig selv. Gennem denne lidenskabelige hobby blev jeg interesseret i biologi - og i evolution. For fuglene, som vi ser dem i dag, har jo en forhistorie, og den store formvariation er et resultat af evolutionen."

Dyr, molekyler og evolution
Biologiundervisningen i gymnasiet var ikke den store udfordring. Så nærmest i trods satte den unge Thomas Söderqvist og en kammerat sig for at læse James D. Watsons lærebog The Molecular Biology of the Gene.  "Det var en kæmpe øjenåbner," husker Thomas Söderqvist. "Ingen af vores biologilærere anede noget om molekyler og DNA - så vi sad der, to unge fyre, og læste begejstret bogen i vores fritid. Som én de første lærebogsforfattere på sit område brugte Watson farvemodeller af makromolekyler og var fantastiske. De fleste lærebøger dengang var side op og side ned med tekst og så et par sorthvide diagrammer. Men nu kunne fantasien begynde at arbejde,"

Professor i medicinhistorie
Thomas Söderqvist.

Da det svenske universitetssystem tillader den studerende at sætte en uddannelse sammen som en sandwich, tog Thomas Söderqvist for sig af fag-retterne, og læste både kemi, zoologi og historisk geologi. "På den måde kombinerede jeg mine interesser, jeg lærte om molekylære mekanismer og om de evolutionære perspektiver," fortæller han. Efter endt studie blev han headhuntet af professoren i biokemi ved Karolinska Instituttet i Stockholm, Birger Blombäck, som var blevet interesseret i molekylær evolution.

Evolutionen er afgørende for at forstå organismers variation
"Al evolution sker jo grundlæggende som resultat af aminosyre-substitutioner i proteinerne," fortsætter Thomas Söderqvist. "Det var man lige begyndt at forstå dengang i 60'erne, og jeg var én af de få unge, som havde den helt rigtige uddannelse. Blombäck studerede, hvordan enzymet thrombin omdanner proteinet fibrinogen til  fibrin, der får blodet til at størkne.  Han havde opdaget, at den thrombin-bindende region i fibrinogen hos nogle forskellige pattedyrearter var variabel. Den havde samme længde, men med lidt forskellige aminosyrer. Og hvilken betydning havde variationen for fibrinogen-thrombin-reaktionen?"
Da Blombäck ønskede at sekvensbestemme endnu flere forskellige dyrs fibrinogenmolekyler, slog Thomas Söderqvist til: "Det var dybt fascinerende at blande mine to interesser. Ved molekylært at se på evolutionen, kunne jeg forbinde min gamle fugleinteresse med min interesse for molekylærbiologien."

Faktisk mener Thomas Söderqvist, at medicinuddannelsen bør fokusere mere på organismens evolutionære baggrund. "Når man er opflasket med et evolutionsbiologisk billede af kroppen, så ser man den enorme naturlige variation som findes i vores egenskaber," påpeger han." Problemet med lægeuddannelsen er, at man nemt kommer at tænke binært, "normalt" eller "raskt" overfor noget, som er "sygt". Men med en evolutionær tankegang, så ser du "sygdom" som en del af et kontinuerligt spektrum af naturlige variationer."

En phd-studerende vælger videnskabsfilosofi
En dag i begyndelsen af 1970'erne stod Thomas Söderqvist i laboratoriet. Han skulle isotopmærke et molekyle med radioaktiv jod opløst i eddikesyre, men sugede væsken op med munden i stedet for at bruge en pipettebold. "Og så sugede jeg for stærkt og fik det hele i munden," fortæller han. "Den genvej er måske ok, hvis man pipetterer vand, men ikke, hvis man arbejder med radioaktivt jod.  Oplevelsen slog mig fuldstændigt ud."
Så selvom projektet allerede havde ført til forskningsartikler, besluttede Thomas Söderqvist sig for, at han ikke var egnet til at stå i laboratoriet, og begravede sig i stedet i bøger om filosofi.
"Og så faldt jeg over videnskabsfilosofi, og opdagede, at der fandtes en uddannelse i Umeå i det nordlige Sverige," fortsætter han. "Jeg spurgte professor Blombäck om jeg, indenfor rammerne af mit ph.d.-studie, måtte tage fri et semester, for at følge nogle kurser deroppe. Vi var nået til pindsvinets fibrinogen, og jeg stod der, med det lille dyr og et par milliliter blod og skulle føje det til vores fine liste. Og Blombäck sagde, 'du gør vel pindsvinet færdigt?'."
"'Jo da', svarede jeg og rejste til Umeå," husker Thomas Söderqvist. Og der blev han et par år. Mens han studerede filosofi ankom rykkerbreve fra Karolinska Instituttet om den stadigt manglende aminosyresekvens for pindsvinet, men "den fik de aldrig," indrømmer han. "Jeg havde jo allerede opdaget noget, som var endnu mere spændende: Videnskabshistorie." Han droppede helt sit biomedicinske ph.d.-studie og så sig om efter et nyt forskningsemne, nu indenfor humaniora.

Hvorfor måle og veje en skov?
"Men jeg vidste ikke, hvad jeg ville skrive om," fortsætter han. "Tilfældigvis tog jeg på et seminar ved Institut for Zooøkologi, hvor to mænd fra Forskningsrådet i Stockholm fortalte, at nu søsatte man et af verdens største økosystems-forskningsprojekter. Man ville simpelthen måle og veje en hel hektar skov. Jeg sad der, og syntes, at ambitionen var langt ude i hampen, hvor de dog havde fået den megalomane idé fra? Jeg var jo en æstetisk naturnyder, og blev nok lidt arrig over, at man nu mekanisk ville måle og veje skoven. Hele den idé måtte have en historie. Her var mit ph.d.-emne!"
Da Thomas Söderqvist i mellemtiden blev gift, og hustruen kun kunne få et job i Sydsverige, rejste han med hende til Halmstad. "Men det blev lidt kedeligt at gå rundt derhjemme med barnet og skrive," fortæller han. "Så jeg så mig om i verden efter et sted, så jeg kunne være med til at tjene pengene. Der var et undervisningsjob på Roskilde Universitetscenter, og på den måde kom jeg til Danmark."

Da ingen før havde skrevet om økologiens historie, voksede projektet stødt undervejs, så Thomas Söderqvist både nåede at blive adjunkt og lektor ved RUC inden han var færdig. "Og fra at handle om min arrighed over de arrogante økologer, endte afhandlingen 'The Ecologists: From merry naturalists to saviors of the nation' med at undersøge, hvordan et videnskabeligt fag udvikler sig, ved at forskerne omdefinerer deres studier i nye termer  - ligesom i dag, hvor en hel del fysik og kemi omdefineres som "nanovidenskab". Fagudvikling handler i høj grad om retorik".
Efter 10 års arbejde stod Thomas Söderqvist i 1986 med en publiceret og internationalt rost ph.d.-afhandling. Og kastede sig straks over noget nyt.

"Lidt papir" på forskerens loft
"Jeg blev skilt og fik en ny kæreste på RUC," fortsætter han. "Det måtte man godt dengang, og hun skulle til at skrive speciale -- med mig som hendes vejleder - om en mand, jeg aldrig havde hørt om før. Den dansk-hollandsk-britiske Nobelprismodtager i medicin fra 1984, Niels Jerne, som havde formuleret selektionsteorien og netværksteorien for immunsystemets funktion. Så tog hun ned og besøgte Jerne, som boede i Frankrig, kom hjem igen og var vildt begejstret og fascineret af manden. Efter et par måneder ville hun ned og interviewe ham igen. Og så insisterede jeg altså på at tage med," smiler Thomas Söderqvist.

"Så mødte jeg Niels Jerne over frokost. Mens vi spiste fortalte han, at han havde gemt lidt gamle papirer og om jeg, som videnskabshistoriker, var interesseret i dem? Mon ikke! Så efter maden gik vi op til hans slotslignende hus i Languedoc - op på loftet, og her var et 100 kvadratmeter stort rum med stengulv og udsigt over Pont du Gard og vinmarkerne. Og hele gulvet var dækket af bæreposer fra det lokale supermarked, proppet med papirer. Lidt papir? Her var temmelig meget papir. Omkring 150 poser. Det viste sig, at Jerne samlede på alt. Fra de første postkort han havde sendt til bedsteforældrene på Fanø i fem-årsalderen, alle kærestebreve, alle immunologiske forsøgsprotokoller, alle udkast til teorierne, videnskabelige noter skrevet på bagsiden af restaurantregninger og så videre."

Forskerbiografier og Medicinsk Museion
Thomas Söderqvist så på Jernes loftsrum en fantastisk mulighed for at skrive en biografi, som kunne afsløre sammenhængen mellem en kendt forskers liv og forskning. "Det tog mig tre dage at skrive en ansøgning til Forskningsrådet og jeg fik tre år. Jerne og jeg sad i næsten 150 timer gennem de næste mange år og talte sammen. Og fordi han havde samlet alt, var det muligt at føre nogle af hans grundlæggende videnskabelige ideer tilbage til hans egen livserfaring. Det var faktisk en af de første eksistentielle forskerbiografier, hvor jeg kunne forklare grundtanken i Jernes selektionsteori ud fra hans måde at opfatte sig selv på. Deraf titlen på den engelske udgave af bogen: Science as Autobiography." Den fik flotte internationale anmeldelser, fx i Nature, og blev senere oversat til japansk. "Men den kunne jeg jo ikke korrekturlæse", konstaterer Thomas Söderqvist."

Den nye type biografier kunne være en måde at forstå videnskab på, så Thomas Söderqvist fik et forskningsrådsprofessorat i videnskabsstudier, for at udvikle emnet. Og så fik han øje på en stillingsannonce. "Københavns Universitet havde et ledigt professorat i medicinhistorie. Først var jeg lidt i tvivl, men jeg havde jo arbejdet ved Karolinska, skrevet om økologiens og immunologiens historie og Jernebiografien var vel også en slags medicinhistorie. Så jeg sendte min ansøgning og fik jobbet. Vups. Jeg ville gerne have fulgt op på forskerbiografiens bidrag til forståelse af videnskab, altså hvordan vi kunne formidle videnskab ved at vise menneskene bag. Men så tog tidligere dekan Hans Hultborn fat i mig. Han spurgte, om det var muligt, at jeg kunne gøre noget ved den gamle medicinhistoriske museum i Bredgade. Jeg var oprindeligt ikke meget for ideen, men da jeg først kom i gang, blev jeg grebet af de udfordringer og muligheder et museum giver".

Der skal udvikles et nyt teoretisk grundlag for forskningskommunikation
"Medicinsk Museion har så været min passion igennem de sidste otte  år," fortæller Thomas Söderqvist, som bl.a. har arbejdet med at udvikle et nyt koncept for medicinske museer  ved at kombinere historie og nutid, videnskab og æstetik, på nye måder. "
Vi har fået en enormt positiv respons på vores bestræbelser," fortsætter han. "Selv om vi ikke har flere ressourcer end et dansk regionalmuseum, så er vi blevet internationalt anerkendte både for vores forskning og for vores udstillinger. Det er egentlig meget tilfredsstillende".

En del af den store NNF-donation skal bl.a. gå til at udvikle et nyt teoretisk grundlag for forskningskommunikation. "Vi skal finde nye og anderledes metoder til at engagere mennesker i den biomedicinske forskning, og i hvorfor, den er så vigtig nu og i fremtiden," slår Thomas Söderqvist fast. "Og museerne har forudsætningen for at udvikle en glemt dimension i forskningskommunikation. I dag formidles videnskab næsten kun som repræsentationer, det vil sige gennem tekst, tal, billeder, film eller lyd i trykte eller digitale medier. Den type formidling kan ikke fange videnskabens grundlæggende materialitet. Forskerne er ikke kun hjerner, de er kropslige. De arbejder med hænderne, de rør ved tingene i laboratoriet, de bygger instrumenter og forsøgsopstillinger. Vi skal have det materielle og håndgribelige tilbage i forståelsen af, hvad forskning er for noget.

Museer er jo netop et sted, hvor man opbevarer denne materialitet. De sidder på en skat af muligheder, når det gælder forståelsen af, hvad biomedicinsk forskning er, og de peger på noget autentisk og eksistentielt i tilværelsen.  Vi skal selvfølgelig være med på web-vognen og bruge sociale webmedier, Facebook og twitter og blogging osv. i forskningskommunikationen. Men vi skal på museet holde fast i vores kerneydelse, og forklare, at forskernes omgang med tingene i laboratoriet er helt central for forskningen. Vi skal på kunne reproducere det biomedicinske laboratorium i al sin materialitet og i et historisk lys, fra det primitive i 1800-tallet frem til det topmoderne high-tech laboratorium i dag. Det er ikke nemt, men vi arbejder på det i øjeblikket."

"Vi skal have både den personlige dimension, den historiske dybde, og det materielle nærvær ind i forståelsen af, hvad forskning og videnskab er. Der er en udfordring, for meget af den moderne biomedicin begynder udadtil at minde om fysikernes partikel-zoo. High-throughput dataproduktion, store anonyme forskergrupper, ubegribelige apparater, billedanalyse, genomics, proteomics og epidemiologiske databaser. Det giver problemer for dem, som vil kommunikere forskningen. Én måde at mindske afstanden mellem den abstrakte biomedicinske videnskab og hverdagserfaringen er at fokusere mere på det materielle, personlige og  håndgribelige i forskningsprocessen. Og den mulighed har vi fået nu, med vores del af donationen fra Novo Nordisk Fonden," slutter Thomas Söderqvist.

Medicinsk Museion >