Giv din lever skylden for din søde tand – Københavns Universitet

sund.ku.dk > Nyheder > 2017 > Giv din lever skylden ...

03. maj 2017

Giv din lever skylden for din søde tand

Sliksulten?

Hormonet FGF21, som udskilles af leveren efter sukkerindtag, kan måske være med til at bestemme, hvem der har en sød tand, og hvem der ikke har. Det afslører et studie, som udkommer i Cell Metabolism 2. maj.

Forskere fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet har anvendt data fra et stort livsstils- og stofskiftestudie udført blandt 6.500 danskere. Deres forskning viser, at deltagere med bestemte typer af FGF21-genet havde omkring 20 procent større sandsynlighed for at være blandt de største forbrugere af søde sager som is, chokolade og slik end andre deltagere i undersøgelsen.

”Disse overraskende resultater giver os indsigt i det mulige hormonelle grundlag for det, vi kalder, en sød tand,” siger adjunkt i biologi på Københavns Universitet Matthew Gillum, der er en af de to forskere bag studiet.

Studiet fandt imidlertid ingen forbindelser til fedme eller type 2-diabetes. Det var overraskende, og så alligevel ikke, siger lektor i metabolisk genetik på Københavns Universitet Niels Grarup, som er den anden af de to forskere bag studiet. ”Stofskiftesygdomme involverer en række forskellige faktorer. Her har vi bare set på en enkelt brik i et stort puslespil.”

Et forsøg blandt gnavere udført i 2015 af Gillum og forskere på University of Iowa har vist, at FGF21, som udskilles fra leveren, er med til at regulere indtaget af søde sager. Deres konklusioner stemte overens med en anden gruppes resultater, som viste, at hormonet også undertrykker den søde tand hos primater. Men det var stadig uvist, om hormonet havde samme effekt på mennesker. ”Vi indledte det her studie med et åbent spørgsmål om, hvorvidt FGF21 har denne særlige effekt hos gnavere, eller om den går igen hos mennesker,” siger Gillum.

Til at undersøge hormonets effekt i mennesker anvendte Gillum og Grarup data fra den såkaldte Inter99-undersøgelse, som indeholdt data om 6.500 danskeres kost samt målinger af kolesterol og glukose i deres blodbaner.

Gillum og Grarup fokuserede på FGF21-genet, herunder to varianter af genet, som i tidligere studier havde vist sig at være en årsag til øget kulhydratindtag. De opdagede, at personer med en hvilken som helst af de to varianter havde forhøjet sandsynlighed for at indtage større mængder slik og andre søge sager. ”Disse varianter er meget tydeligt forbundet til sukkerindtag,” siger Gillum.

Studiet påviste også en forbindelse mellem de to varianter og øget alkoholforbrug og rygning, men der er brug for yderligere forskning for at underbygge den forbindelse.

For at få en bedre idé om, præcis hvordan FGF21-hormonet regulerer indtaget af søde sager, gennemførte Gillum og Grarup et klinisk studie, hvor de analyserede udviklingen i FGF21 i blodet hos en række forsøgspersoner efter sukkerindtag. Forud for forsøget bad de deltagerne bedømme, hvorvidt de havde en sød tand eller ej. I undersøgelsen fokuserede de på de 51 deltagere, som udtrykte henholdsvis størst og mindst trang til søde sager.

De startede med at måle FGF21-niveauet efter 12 timers faste og fulgte derefter udviklingen i FGF21 over de næste fem timer, efter at deltagerne havde drukket vand med et sukkerindhold svarende til to dåsecolaer. For de personer, som udtrykte mindst trang til søde sager, var FGF21-niveauet efter faste 50 procent højere end hos de deltagere, der havde udtrykt størst trang til søde sager. Men efter at deltagerne havde drukket det sukkerholdige vand, steg koncentrationen af FGF21 i blodet til nogenlunde samme niveau for begge grupper.

For at få et mere endegyldigt billede af den dynamik og for at lære mere om stigning og fald i FGF21-niveauet i mennesker med henblik på bedre at forstå, hvorfor hormonet opfører sig forskelligt i forskellige mennesker, vil Gillum og Grarup gerne gennemføre et lignende, men meget større studie blandt mennesker. Det kunne også gøre det muligt at finde flere interessante varianter af FGF21-genet samt at trække en direkte forbindelse mellem hormonniveauet og metaboliske sygdomme som fedme og type 2-diabetes.

Studiet har også åbnet forskernes øjne for leverens påvirkning af vores fødeindtag. Når maden har forladt maven og tarmen, er leveren det næste organ, den møder. Foruden at signalere til kroppen, at det er tid til at lægge slikket på hylden, overvejer forskerne, om leveren også udskiller andre hormoner, der påvirker vores valg af mad generelt. ”Hvordan vælger vi, hvad vi vil spise og hvor meget? Måske består mæthedsfølelsen af forskellige veje, der regulerer forskellige typer af næringsstoffer,” siger Gillum og fortsætter: ”Dette studie har åbnet mine øjne for, hvordan dette reguleringssystem måske fungerer.”