Sundhedsvidenskab > Månedens profil > Lars Bjerrum

01. september 2010

Lars Bjerrum

Moderne udfordringer i almene praksis

Lars Bjerrums vej til almen praksis og videre ind i forskningens verden var hverken lige eller planlagt. Men da han først var i faget lærte han både om alle dets udfordringer, en viden han siden har haft god brug for, og om faren ved de stadigt mere resistente sygdomsfremkaldende bakterier, der truer vores sundhed, og nu også har forladt hospitalerne. Derfor har han bl.a. sat gang i store internationale projekter, der skal mindske vores forbrug af antibiotika. 

Af Malene Steen Nielsen Flagga 

I gymnasietiden havde Lars Bjerrum to hovedinteresser. Han syntes godt om biologi, men karrieremæssigt ville han ikke være gymnasielærer, og det efterlod medicin. Samtidig var både hans far og farfar uddannede som læger, og da hans to brødre valgte andre veje, syntes vejen frem at være klar.

"Men jeg var i protestalderen," husker Lars Bjerrum," og ville i hvert fald ikke vælge det samme som min far. Han rådede mig da også fra studiet. Det betød, at jeg ligesom ham skulle flytte rundt med sin familie, børn, der skulle skifte skole, og vagter resten af livet. Han lagde intet pres på mig. Og dét gjorde måske udslaget. For jeg startede på medicinstudiet."

Job før specialeinteresse
Mens han læste forestillede Lars Bjerrum sig næppe, at han skulle blive praktiserende læge. Intern medicin og mikrobiologi var spændende fag, men midt i 70'erne var det svært at få en stilling, og det var mere et spørgsmål om overhovedet at få et vikariat, end ønsket om et særligt speciale, der galt.

Professor Lars Bjerrum

"Jeg sendte en masse ansøgninger på sidste semester," fortæller han. "Og det lykkedes mig at få en fast stilling som yngste reservelæge på ortopæd-kirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital." Da han startede, var hospitalet det eneste sted i Danmark, der kørte med skifteholdslæger, og det betød nattevagter i en periode efterfulgt af dagvagter og derefter enkelte fridage.

"Der var ingen kontinuitet," forsætter han," Jeg nåede ikke at følge patienterne i længere tid, vi skiftede hele tiden rundt, og jeg syntes det var svært at få et overblik. Faget var spændene men arbejdsforholdene var dårlige, jeg var sjældent på skadestuen, hvor jeg kunne lære patienterne at kende, og sjældent på operationsstuen. Så efter et lille års tid søgte jeg ud på Skt. Elisabeth, et lille sygehus på Amager. Og der fik jeg min rigtige, kliniske uddannelse i medicin og kirurgi, på den traditionelle måde, med lange vagter og større ansvar."

Familielivet førte til flytning
Lars Bjerrum havde i mellemtiden giftet sig med en læge, og de havde nu bundne vagter på skift. Efterhånden som børnene kom til, blev arbejdstider på 24 timer non-stop og i weekenderne for svært at passe til familielivet, og de to læger besluttede sig for at tage til provisen.

"Her bor man jo på sygehuset, og kan gå hjem og spise middagsmad med familien, og lægger ungerne i seng," fortæller han. "Du kan godt få et familieliv til at fungere, da du er på sygehusområdet, selvom du har vagt. Jeg søgte og fik en stilling som første reservelæge på den medicinske afdeling i Svendborg, for jeg troede, jeg skulle være intern mediciner. Men efter et halvt år, søgte jeg ind til Odense og blev ansat på medicinsk mikrobiologisk afdeling." Her gik Lars Bjerrum i gang med at undersøge de såkaldte immunkomplekser, dvs. hvordan kroppens antistoffer binder sig til antigener på fremmedlegemer. Formålet var at karakterisere immunkomplekser hos patienter med sygdommen dissemineret sklerose, og han blev dybt involveret i forskningen.

En chance man får én gang i livet
"Men så var det, i 1982, at én af kollegerne i Svendborg mindede mig om, at jeg engang havde sagt, at jeg gerne ville prøve kræfter som praktiserende læge." fortæller han. "Hvis jeg stadig mente det, var en ældre læge ved at udvide sin praksis, så både min kone og jeg kunne få slutstillinger." Og så stod Lars Bjerrum dér, med ét af den slags tilbud, man kun får én gang i livet.
"Jeg var meget i tvivl," fortsætter han. "Jeg vidste ikke helt, hvad jeg virkelig gerne ville. Men så slog jeg til. Og de professorer, jeg havde arbejdet med i Odense fortalte, at hvis jeg ombestemte mig, så kunne jeg bare vende tilbage. Det var meget flot sagt."
Nu havde Lars Bjerrum aldrig selv besøgt en praktiserende læge. Hvis nogen i hans barndomsfamilie blev syg, havde faderen bare sagt "tillykke med det", og ventede, til det gik over af sig selv.
"Første gang jeg sad i den almene praksis, havde jeg ikke meget kendskab, hvad jeg gik ind til. Og det var rædselsfuldt!"

Helt uforberedt på udfordringerne i almen praksis
Pludselig oplevede han at sidde på den anden side af skrivebordet, og ikke ane, hvad folk fejlede. Dengang var der ingen uddannelser, hverken på universitetet eller i klinikken i almen medicin, og han var slet ikke forberedt på den korte tid, han havde til hver konsultation eller den umådelige variation af symptomer folk kom med.

"En stor del af de mennesker, der kommer, fejler ikke noget, som kan klassificeres indenfor det sundhedsbegreb, vi normalt anvender indenfor lægevidenskaben," fortæller han. "Og det var en stor frustration. Jeg kunne ikke løse mine patienters problemer."
Han begyndte at føle sig som en dårlig læge, uden af stand til at hjælpe mennesker der kom med båd esociale og psykiske problemer. "Hvad skulle jeg stille op med selvmordstanker eller kærestesorger?," siger han. "Det blev helt uudholdeligt og jeg overvejede at stoppe."

Opgaven er ikke at løse patienterne problemer
Da Lars Bjerrum var i mesterlære, tog han sig en snak med sin ældre kompagnon. Og han fortalte den unge læge, at opgaven ikke gik ud på at løse patienternes problemer:

"Han fortalte mig, at jeg skulle folde antennerne ud og lytte, forsøge  at forstå dem, og 'spejle' patientens problemer. Jeg skulle altså holde op med at gøre det, jeg så desperat havde prøvet i månedsvis - og fejlet med. Patienterne skal selv løse deres problemer, og jeg kan hjælpe dem, ved at lytte til dem og snakke med dem om deres muligheder."

Efterhånden som patienterne begyndte at vende tilbage og takke Lars Bjerrum for hans hjælp, som mest havde bestået i blot at lytte, og efterhånden som han lærte sine patienter bedre at kende som enkeltindivider, begyndte faget at blive mere spændende: "Jeg blev i min praksis. Og jeg er der stadig af og til for at holde mit kliniske speciale up-to-date."

Udskriver lægerne for meget nervemedicin?
I begyndelsen af 90'erne havde Lars Bjerrum så meget rutine, at hans gamle forskningsinteresse dukkede op igen: "Her, i almen medicin, må man også kunne forske, tænkte jeg. Så jeg gik ind på Syddansk Universitet i Odense, som i mellemtiden havde oprettet en specialeuddannelse i almen medicin. Og den blev jeg underviser og leder af."
På samme tid havde medierne endnu engang taget lægernes udskrivning af medicin på dagsordnen, og overskrifterne mente 'for meget'. Det blev Lars Bjerrum så provokeret af, at han satte gang i en undersøgelse, der skulle se på de svendborgensiske lægers sove- og nervemedicinsrecepter.

"Vi fandt stor variation mellem lægerne," fortæller han. "Vi snakkede med dem om deres holdning til sove-/nervemedicin, og når nogle læger var mere rundhåndede, så mente de, at vi har medicin til at løse problemer i samfundet, så hvorfor ikke bruge den? Andre læger var så mere restriktive og ville hellere tilbyde samtaler.  Og hvem af dem har så mest ret? Det er et holdningsspørgsmål."

Antibiotika - en af de hyppigste recepter i almen praksis
Mens Lars Bjerrum fulgte sin forskningsinteresse for lægemiddelbrug, tog han en speciallægeuddannelse i klinisk farmakologi på Syddansk Universitet.
"Og da jeg var færdig, begyndte jeg at se på antibiotika," fortæller han. "Det er nemlig en af de hyppigste recepter i almen praksis. Det ikke altid nemt at afgøre, om patientens infektion kan klares med antibiotika, vi havde dengang ingen nemme metoder i praksis til at skelne mellem virus og bakterier. Og hvis man som læge er i tvivl og presset på tid, er det lettere at udskrive en recept på antibiotika. Det tager jo tid at forklare patienten, at han/hun fejler noget, der ikke kræver medicin."

"Samtidig var overforbrug kommet på dagsordnen, og jeg tog initiativ til studiet HAPPY AUDIT (Health Alliance for Prudent Prescribing, Yield And Use of antimicrobial Drugs In the Treatment of respiratory tract infections), altså hvordan bruger vi antibiotika på en mere hensigtsmæssig måde.
Der findes en metode, hvor praktiserende læger hurtigt kan registrere symptomer på et papirskema, og det bliver brugt i den nye undersøgelse. "Vi analyserer skemaerne og indkald lægerne til et kursus, hvor hver enkelt får en tilbagemelding på deres udskrivning af recepter. Vi begyndte med nervemedicin, hvor lægerne så mødtes og kunne diskutere, hvorfor nogle af dem lå højt og nogle lavt, og der var indlæg fra udefrakommende eksperter. Og metodens effekt var ikke til at tage fejl af: Lægerne ændrede adfærd."

Resistente bakterier respekterer ikke landegrænser
Sammen med svenske læger viste metoden sig desuden effektiv i Sverige, og senere kom turen til kollegerne Norge, Grønland og resten af Norden.
"Skal vi gøre noget ved den stigende resistens blandt sygdomsfremkaldende bakterier, så nytter det jo ikke, at kun et eller to lande sætter deres forbrug ned, hvis de strør om sig med antibiotika i Sydeuropa," slår Lars Bjerrum fast. "Resistente bakterier respekterer ikke landegrænser, så skal vi gøre noget, skal vi være fælles om det." Og det lagde han og kollegerne vægt på i en ansøgning til et stort EU-projekt, som de nu får økonomisk støtte til.

"Vi er nu ved at afslutte det store forskningssamarbejde, hvor vi bruger den metode, der havde været så effektiv i Norden. Vi har over 600 læger fra DK, Sverige, Litauen, Kaliningrad-enklaven fra Rusland, samt Spanien og Argentina, og vi tilbyder dem nogle af de tests vi har herhjemme fx halspodning og blodprøver til at slå fast, om en infektion er viral eller bakteriel."

Kultur påvirker receptudskrivning
Som ventet fandt Lars Bjerrum og kollegerne store variationer i de mange lægers udskrivning af antibiotika.
"Patienter, der kommer til lægen i Sydeuropa forventer at gå ud af døren med en recept," forklarer han. "Det drejer sig om traditioner og kultur, hvor danske læger med årene er blevet mere restriktive i deres brug af antibiotika, og det har danske patienter vænnet sig til. Samtidig er tidspresset for den spanske læge større end for  den danske, de skal nå at tilse ti patienter i timen, altså i snit 6 minutter per konsultation. Desuden brugte lægerne uden for Norden mere bredspektret antibiotika, som rammer en hel masse bakterier, og det øger risikoen for resistens. Herhjemme anvender vi smalspektret antibiotika, som kun virker mod de bakterier, vi vil slå ned.
Det er lykkedes at få nogle af lægerne til at skære ned på brugen af bredspektret antibiotika! Der går naturligvis noget tid, og vi har ikke haft fat i alle undersøgelsens læger, men det er begyndelsen på at gøre noget ved problemet. Vores projekt er ved at være i mål, og vi skal have en afsluttende konference her i september måned."

Kun den fjerde professor i Almen Medicin
Da  projektet startede var Lars Bjerrum lektor ved  Syddansk Universitet, men da han så opslaget til et professorat på Afdelingen for Almen Medicin på SUND, besluttede han sig for at søge.
"Jeg bor stadig på Fyn, men mine tre børn bor alle her i staden ... og den ældste er i øvrigt læge," tilføjer han med et bredt grin. "Min kone har mulighed for at tage fri fra praksis ind imellem, så vi kunne godt få det til at fungere. Så første marts i år tiltrådte jeg så mit nye professorat her på Fakultetet, som kun den fjerde professor ved Afdelingen for Almen Medicin ved Københavns Universitet siden det første professorat blev oprettet i 1974."

Han forsker forsat i lægemidler, og vil blandt andet søge at få mere fokus på emnet polyfarmaci, som han skrev phd i.
"Når folk skal tage mange flere lægemidler samtidig, så kender vi det enkelte stofs virkning og bivirkning, men hvad sker der, når man blander det hele sammen? Der kan ske helt uoverskuelige ting, og mange af patienterne kan slet ikke finde ud af at tage så meget forskelligt medicin, og glemmer en pille eller tager for meget. Og når vi ved at omkring 10 % af alle akutte indlæggelser skyldes medicinproblemer, så er det et af de steder, hvor der bør gøres en indsats."
Problemet med resistente bakterier bliver også stadigt mere presserende, og er nu kommet udenfor de hospitaler, hvor de årevis har kostet menneskeliv. "Mange unge, raske kvinder oplever på et eller andet tidspunkt, at få blærebetændelse," forklarer hans. "Nogen får det igen og igen. Og det hænder stadig oftere at medicinen ikke virker, hvilket betyder nye undersøgelser og nye behandlinger. Ofte er forklaringen, at de sygdomsfremkaldende bakterier i dag er blevet resistente. Vi ved, at i den almindelige befolkning stiger antallet af patienter med blærebetændelse, der ikke kan behandles med de gængse midler."

Og så bekymrer Lars Bjerrum sig for uddannelsen. "I dag bliver de unge bedre forberedt til almen praksis, men det er problematisk at KU har været tvunget til at skære i den tid, de studerende har til klinikophold ned til kun otte dage. Det er simpelthen for lidt. Almen praksis er jo det største kliniske speciale vi har i Danmark, og omfatter det største antal læger og uddannelsen skal være i orden."

Læs mere:
HAPPY AUDIT >