Sundhedsvidenskab > Månedens profil > Lis Adamsen
30. september 2011
Lis Adamsen
Motion styrker kræftpatienter
Ikke blot kan kræftpatienter, der er i kemoterapi, tåle hård fysisk træning. Det øger tilmed både deres fysiske og psykiske velbefindende. Det har professor Lis Adamsen, der er leder af Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning (UCSF), dokumenteret i forskningsprojektet "Krop og Kræft". Lis Adamsen leder nu et nyt stort 30 millioners multidisciplinært forskningsprogram, CIRE, der bygger oven på erfaringerne fra "Krop og Kræft".
Af Lise Penter Madsen
Den del af sygeplejen, der har fokus på, hvordan en patients livssituation og arbejdsforhold påvirker sygdomsudviklingen, har altid optaget Lis Adamsen, professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun er både sygeplejerske og sociolog og har gennem 20 år været leder af Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning (UCSF), som ligger på Rigshospitalet men finansieres af samtlige hospitaler i Region Hovedstaden.
Professor Lis Adamsen fra
Institut for Folkesundheds-
videnskab.
FOTO: Jacob Crawfurd
Lis Adamsen blev sygeplejerske i 1967, men allerede få år efter begyndte hun at følge nogle fag på sociologistudiet ved Københavns Universitet.
"Jeg syntes, der var så mange sygdomme, hvor en patients arbejde og arbejdsmiljø spillede en vigtig rolle i sygdomsudviklingen, og jeg ønskede derfor at se på folkesundheden i et bredere samfundsmæssigt perspektiv," siger hun.
Studiet var så inspirerende, at hun sideløbende med arbejdet som sygeplejerske tog hele uddannelsen og blev mag.scient.soc. Siden orienterede hendes arbejde sig mod forskning, og et af de områder hun har beskæftiget sig meget med er rehabilitering af kræftpatienter. Hun leder det helt nye Center for Integreret Rehabilitering af Kræftpatienter (CIRE), som er et center uden mure men er forankret på Institut for Folkesundhedsvidenskab. Centret bygger bl.a. på erfaringerne fra UCSF's forskningsprogram "Krop og Kræft", som har givet et af de mest succesrige rehabiliteringsprojekter inden for kræftområdet og har ført til en helt ny tænkning i forhold til, hvordan kræftpatienter, der er i kemoterapi, bedst styrkes og støttes i at fastholde en normal hverdag.
Træning har positive effekter
Kemoterapi giver fysiske bivirkninger i form af for eksempel kvalme og træthed, og tidligere mente behandlerne, at patienterne havde bedst af at hvile sig, i den periode, hvor de fik kemoterapi.
"Men det betød jo, at patienterne så fik endnu mindre muskelstyrke og blev endnu mere trætte," siger Lis Adamsen.
"Krop og Kræft"-programmet dokumenterede, at patienterne kan tåle hård fysisk træning, og at de får det både fysisk og psykisk bedre, når de træner sideløbende med, at de får kemoterapi.
"Krop og Kræft" tilbød en seks ugers 'kropspakke' bestående af konditions- og muskelstyrketræning, massage, afspænding og træning i kropsbevidsthed - ni timer fordelt på fire dage om ugen under kontrollerede former og overvågning i UCSF's egne træningslokaliteter på Rigshospitalet.
"På de kliniske afdelinger var der behandlere, der mente, at det var dristigt at tilbyde fysisk træning til patienter, der var i gang med kemoterapi. De mente, at vi måske risikerede at skade patienterne. Sådan er der ikke mange, der tænker mere. Tværtimod. Og vores resultater, som blev publiceret i British Medical Journal i 2009 viste, at fysisk træning giver en række positive effekter. Patienterne får øget deres muskelstyrke og kondition, og lige så væsentligt får de reduceret deres træthed og risiko for depression," siger Lis Adamsen.
Forskningen viste, at vigtige faktorer for den gunstige virkning er udnyttelsen af patienternes egne ressourcer. Det øger deres livskvalitet, at de via den fysiske træning oplever, at de selv gør noget for at få det bedre. Desuden er det værdifuldt for dem at træne i en gruppe.
"Når patienter melder sig til "Krop og Kræft" er deres begrundelse, at de gerne vil have en 'rask krop'. Men når vi interviewer dem, når de er færdige med programmet, beskriver de, at de har fået 'nye kammerater'. Så der sker en motivforskydning undervejs. Nogle kræftpatienter oplever sig socialt isolerede, men når de træner i en gruppe, møder de mennesker, som ligner dem selv. Det giver dem en følelse af normalitet.
Der manglede forskning
Kimen til "Krop og Kræft" blev lagt, da Lis Adamsen i slutningen af 1990'erne mødte en 19-årig testikelkræftramt patient. Casper hed han, og Lis Adamsen mødte ham på Finsencentret på Rigshospitalet, hvor han lige var blevet indlagt og skulle i gang med kemoterapi. Men han ville hjem med det samme:
'Se, hvor grå væggene er, her er ingen billeder, her er ingen musik, ingen folk, der taler højt. Jeg bliver ked af at være her, jeg vil hjem' sagde han til Lis Adamsen.
'Kan du ikke i det mindste skaffe mig en kondicykel, så jeg kan træne?', spurgte han.
Inspireret af Caspers ønske, spurgte hun andre kræftpatienter i kemoterapi, om de havde lyst til fysisk træning. Interessen var stor, og hun søgte i litteraturen for at finde studier, der havde undersøgt effekten af træning sideløbende med kemoterapi. Hun fandt kun et eneste studie - gennemført af en sygeplejerske i USA.
Der manglede med andre ord forskningsbaserede rehabiliteringsstrategier. Sammen med psykolog Julie Midtgaard, sygeplejerskerne Christina Andersen og Tom Møller, fysioterapeut Morten Quist og professor i onkologi Mikael Rørth fra Finsencentret, udviklede Lis Adamsen derfor "Krop og Kræft"-programmet. Det blev iværksat i 2000, finansieret af to forskningsråd og 26 fonde.
"Krop og Kræft" sluttede som forskningsprojekt i 2007, men Region Hovedstaden har videreført det som et behandlingstilbud for patienter, der er i kemoterapi. Indtil videre har omkring 1200 kræftpatienter deltaget i "Krop og Kræft".
"Men vi har en venteliste. Selvom vores kapacitet konstant er blevet øget, slår det alligevel ikke helt til," siger Lis Adamsen.
Nyt center har fået 30 millioner
Erfaringerne fra "Krop og Kræft"-programmet er et vigtigt afsæt for det helt nye 5-årige multidisciplinære forskningsprogram i Center for Integreret Rehabilitering af Kræftpatienter (CIRE), som blev officielt indviet i sommer, og som Novo Nordisk Fonden og Kræftens Bekæmpelse hver har bevilget 15 millioner kroner til.
CIRE skal - gennem randomiserede og klinisk kontrollerede undersøgelser - udvikle skræddersyede rehabiliteringsprogrammer til patienter af begge køn, i forskellige aldre og med forskellige diagnoser og behandlingsforløb. Formålet er at understøtte patienterne i at fastholde deres hverdagsliv fra diagnosetidspunktet, under og efter behandlingsforløbet.
Programmet bygger lige som "Krop og Kræft" på tre vigtige principper: Tidlig indsats, fysisk aktivitet og udnyttelse af patientens egne ressourcer. I forhold til "Krop og Kræft" vil forskerne i CIRE-programmet dog prøve at iværksætte den fysiske træning så tidligt i behandlingsforløbet som muligt - tæt ved diagnosetidspunktet.
"Og som noget nyt vil vi i nogle af projekterne undersøge, om træning kan have en gunstig indflydelse på selve overlevelsen. Den tanke ville vi have rystet på hovedet over for bare få år siden, men i forskergruppen er der flere, der forventer en sådan gavnlig effekt," siger Lis Adamsen.
Der er iværksat fem kliniske projekter i CIRE, der inkluderer patientgrupper som for eksempel børn og mænd med kræft samt patienter med lunge- eller hjernekræft (se boks). Og der er allerede ansat 37 teoretiske og kliniske forskere - sygeplejersker, fysioterapeuter og idrætsfysiologer, der skal samarbejde med de klinisk ansvarlige kræftlæger på Rigshospitalet.
Kandidatuddannelse er en succes
Alle sygeplejersker og fysioterapeuter i CIRE-programmet er enten kandidater i sundhedsfag (cand.scient.san.) eller har en Master of Public Health oveni deres grunduddannelse.
"Generelt er sygeplejersker og fysioterapeuter ikke akademikere og dermed er de ikke forskningskvalificerede. I CIRE-programmet har vi imidlertid sat det som et krav, at de har de nødvendige akademiske forudsætninger for at bedrive forskning," siger Lis Adamsen, der glæder sig over, at Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet for fem år siden gav grønt lys til at etablere den to-årige sundhedsfaglig kandidatgrad, cand.scient.san., som retter sig mod bl.a. sygeplejersker, fysioterapeuter, jordemødre og ergoterapeuter. Selv er hun ansvarlig for faget Sundhedsfag, og professor Mikael Rørth, der er overlæge på Finsencentret, er studieleder.
"I andre lande har sygeplejersker og faggrupper som fysioterapeuter, jordemødre og bioanalytikere en akademisk grunduddannelse. I Danmark bliver de professionsbachelorer, og det er nødvendigt for dem at have en akademisk overbygning for at kunne bedrive forskning," siger hun.
"Danmark sakker 30 år efter de europæiske og nordiske nabolande. For eksempel har Sverige over 1000 sygeplejersker med en afsluttet ph.d.-grad, mens Danmark har omkring 100. "
Også på professorområdet er der stor forskel mellem Sverige og Danmark:
"Sverige har over 100 professorer i sygepleje, og i Danmark er vi to - Lis Wagner på Syddansk Universitet og undertegnede på Københavns Universitet. På Aarhus Universitet er den norske professor Marit Kirkevold fra universitetet i Oslo tilknyttet med et deltidsprofessorat."
Hvad professionsbachelorernes eget engagement for videreuddannelse angår, er det betydeligt stort.
Uddannelsen kan optage 30 studerende om året, men søgningen er tre gange så stor, fortæller Lis Adamsen.
"Og kandidaternes specialegennemsnit er på ca. 10, gennemførselsprocenten ligger over 90, og mellem en tredjedel og halvdelen fortsætter i et ph.d.-forløb," siger hun.