02. januar 2012

Mef Nilbert

Svensk kapacitet forsker i arvelig tarmkræft i København

Hun var kun 24 år, da hun identificerede et vigtigt gen for arvelig tarmkræft og publicerede sine resultater i Science. I dag forsker professor Mef Nilbert på Klinisk Forskningscenter på Hvidovre Hospital. Hun er svensker og pendler frem og tilbage over Sundet og har opbygget et samarbejde mellem danske og svenske forskere. Men hun ville ønske, at flere gjorde som hende. Det er hendes egen erfaring, at et dansk-svensk forskningssamarbejde er til fordel for forskningen i begge lande.

^{Af Lise Madsen}

Selvom Sverige og Danmark er forbundet med kun et kvarters brokørsel, så er den forskningsmæssige forbindelse ikke tilsvarende tæt. Eller der var i hvert fald kun en lille smule samarbejde på tarmkræftområdet, da svenske Mef Nilbert i 2007 tiltrådte et fem-årigt professorat i molekylær diagnostik af colorektal cancer ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet/Klinisk Forskningscenter, Hvidovre Hospital.

"Jeg er meget taknemmlig for professoratet, der blev oprettet med en donation fra virksomheden Coloplast, for jeg kunne se, at det var muligt at udvikle et stærkt samarbejde mellem Danmark og Sverige," siger hun og har i dag både svenske ph.d.-studerende, der forsker i Danmark og danske ph.d.-studerende, der forsker i Sverige.

Selv fordeler Mef Nilbert sin tid mellem Hvidovre Hospital og  universitetssygehuset i Lund, hvor hun gennem mange år har opbygget en forskergruppe. Hun betragter dog ikke forskerne i hhv. Sverige og Danmark som to forskellige forskergrupper. For hende er de en integreret enhed, der arbejder både her og der.

Hun synes, det er vigtigt, at forskere vender blikket udad og får faglig inspiration gennem samarbejde med forskere, der er formet af andre miljøer end det, man selv kommer fra.

"Medicin er ikke blot en af de mest brede uddannelser, der findes, det er også en af de mest internationale, så hvis man ønsker at rejse ud i verden, er medicinstudiet oplagt. Det er godt at prøve kræfter i andre miljøer allerede i sin studietid, for jo tidligere man rejser ud, desto længere tid har man til at skabe netværk og opbygge samarbejder," siger hun baseret på sin egen erfaring.

Interessen for arvelig kræft blev vakt i USA

Mef Nilbert er onkolog og forsker i arvelig tarmkræft. Hun vidste tidligt, at hun ville være læge.

"Men interessen for forskning opstod først på studiet. Jeg blev fascineret af kræftforskningen og deltog i en forskerskole i genetik, hvor jeg kiggede på kromosomforandringer i tumorer."

Hun blev så fascineret, at hun allerede et par år inde i studiet påbegyndte sin ph.d. og tilbragte to år på onkologisk center på Johns Hopkins University i USA.

"Det var der, jeg for alvor begyndte at interessere mig for identificering af gener inden for arvelig tarmkræft," siger hun.

Hun identificerede et gen, der spiller en vigtig rolle for, om bæreren udvikler tarmkræft eller ej. Hos individer med en mutation i genet, Adenomatosis Polyposis Coli (APC), ses hundreder til tusinder af polypper, der indebærer næsten 100 procent risiko for tarmkræft.

Fundet førte til tre artikler i det prestigegivende tidsskrift Science. Det var i 1991, og hun var kun 24 år. Samme år afsluttede hun sin ph.d.-afhandling, og selve den medicinske embedseksamen fik hun i 1994 på universitetet i Lund.

I Sverige giver det merit på medicinstudiet at give sig i kast med et ph.d.-projekt undervejs, men i Danmark kan man først gå i gang med en ph.d. efter kandidateksamen.

"Det er synd, for det var i hvert fald for mig eget vedkommende meget motiverende både at studere og forske."

Men hvordan kunne hun dog nå eller overkomme både forskningen og studierne?

"Jamen, det var fantastisk at få lov til at kombinere den teoretiske viden med at være i laboratoriet og udføre forskning. Jeg har lige siden altid arbejdet i en slags delestillinger, hvor jeg cirka halvdelen af tiden forsker og i den anden halvdel er i klinikken. For mig er det optimalt at kunne kombinere klinik og forskning."

Hun har ikke på noget tidspunkt i sin karriere ønsket at fokusere udelukkende på forskning.

"Jeg synes, det er vigtigt at møde patienterne og den virkelighed, hvor de spørgsmål, vi arbejder med, har deres udgangspunkt. Hvis jeg skulle slippe klinikken helt, tror jeg, at jeg ville miste en kompetence," siger hun.

Jagten på syge gener går via kræftcellernes signalveje

Hvert tyvende minut får en ny dansker kræft, og hvert år bliver omkring 3.500 danskere ramt af tarmkræft. Forskerne formoder, at cirka 20 procent af alle tilfælde tarmkræft skyldes arvelige faktorer, men man kender kun genetikken for 2-4 procent.

"De øvrige arvelige faktorer kan vi ikke forklare. Vi kan se, at sygdomme går ned gennem familierne, men vi har ingen anelse om, hvilke gener der er tale om. Det er en enorm udfordring og min store forskningsinteresse at finde de gener. Og når først et gen er fundet, kan den nye viden hurtigt implementeres til genetisk testning af familier."

I jagten på at finde de gener, der er involveret i arvelig tarmkræft, undersøger Mef Nilberts forskergruppe DNA og RNA ekstraheret fra tumorer, der stammer fra patienter fra hele landet. I første trin prøver forskerne at finde undergrupper af arvelig kræft på basis af kræftcellernes genetiske profil. I næste trin forsøger de at klarlægge, hvad den genetiske profil betyder for cellens funktion, og hvilken biologisk rolle en forandring i en signalvej medfører. Forskergruppen håber derved at finde biomarkører, som er relevant for både diagnostik, prognostik och prædiktion.

Det er billigt at redde et liv

En af de genetiske faktorer for arvelig tarmkræft, der allerede er kendt, er det muterede gen, der giver stor risiko for at bæreren udvikler sygdommen HNPCC, som er en forkortelse af Hereditær Non-Polypose Colorektal Cancer. Forskerne skønner, at cirka 5 procent af alle tilfælde af kræft i tyktarmen skyldes anlæg for HNPCC.

Efterkommere af patienter med HNPCC har 50 procent risiko for at have arvet det syge gen, og hvis en person er bærer af mutationen, har han eller hun 80-90 procent risiko for at udvikle kræft i tyktarmen.

I Danmark er der oprettet et nationalt HNPCC-register over familier med risiko for at udvikle sygdommen, og det er dette register, som er placeret på Hvidovre Hospital - og i sommeren 2011 fusionerede med Klinisk Forskningscenter - der er den egentlige årsag til, at Mef Nilbert var interesseret i professoratet i Danmark.

"I de fleste andre lande, inklusive Sverige, arbejder forskellige forskergrupper med forskellige databaser. Det er unikt, at Danmark har en national database, som alle genetikere indberetter til. Det giver mulighed for registerforskning på nationalt niveau, og det er så vigtigt, for man kan nærmest betegne det som startgrundlaget for al videre forskning, og de grundlæggende data er medvirkende til, at ny diagnostik eller terapi kan komme hurtigt ud i klinikken," siger hun.

I perioden 1991 til 2010 blev mere end 4.000 familier registreret i HNPCC-registret, og efter udredning er det fundet sandsynligt, at der hos halvdelen af familierne kan forekomme arvelig tarmkræft. Det indebærer, at mere end 15.000 levende risikopersoner bør gå til kontrol.

"Der kommer stadig nye familier i registret, og læger bør altid spørge efter arvelighed, for det er en unik chance for at forhindre kræft hos for eksempel søskende og børn. Forebyggende kontrol er en af de billigste måder, vi kan forhindre udvikling af tarmkræft. Det koster kun nogle få tusinde kroner pr år at redde et liv ved at sætte risikopersoner i kontrol," siger Mef Nilbert.

"Vi tror, at den typiske tarmkræft udvikler sig i løbet af 10-15 år, men hvis vi tidligt kan opdage de små polypper, der udgør forstadierne til kræft, kan vi fjerne hele problemet."

Hvordan lever man med risikoen?

Mef Nilbert er ikke udelukkende optaget af den molekylære diagnostik. Hun har også fokus på, hvordan det påvirker familier at få at vide, at de lever med en høj risiko for at få tarmkræft.

"Det er ekstremt interessant, og jeg har en sygeplejerske, der arbejder med spørgsmålet i sit ph.d.-projekt. Vi ved, at en ud af fem synes, det er hårdt at leve med viden om at tilhøre en højrisikogruppe. Det påvirker dem negativt i hverdagen. Men fire ud af fem klarer det fint. De lærer at håndtere den viden og at leve med risikoen. De har nogle værktøjer, som vi kan lære af og som kan hjælpe os i arbejdet med at støtte de individer, der har det svært."

Det ph.d.-projekt er et eksempel på, at Mef Nilberts forskergruppe ikke kun tæller læger.

"Jeg synes, det er vigtigt at få forskellige faglige vinkler på forskningen, og jeg har både sygeplejersker, statistikere, biologer og læger i min forskergruppe. Jeg foretrækker også, at vi typemæssigt er forskellige og tilsammen udgør en mangfoldighed af styrker. Det nytter ikke noget med ti af mig selv."

Hendes bud på en af sine egne styrker er, at hun tror, hun er en god afslutter.

"Vi konkurrerer hele tiden med andre i verden, og jeg kan måske se, at nu er det på tide, at vi får en artikel ud."

Hun udstråler en masse entusiasme og glad energi, "og det er vel ikke så slemt? Med tiden har jeg dog lært, at være mere tålmodig, så andre kan følge med," siger hun med et stort afvæbnende smil.

Den lige adgang til sundhed er ulige

I Danmark bliver der fra 2014 gradvist indført screening for tarmkræft som et tilbud til alle danskere mellem 50 og 74 år. Hos nogle læger vækker det bekymring, fordi det ikke er helt uden risici, men Mef Nilbert tilhører den store gruppe af læger, der mener, at risikoen for komplikationer ved screening er mange gange mindre end risikoen for at få tarmkræft.

"Det er en ekstrem god ide at indføre screening," siger hun og har været meget aktiv i debatten i Sverige, hvor screening også er på vej.

I det hele taget blander Mef Nilbert sig gerne i debatter om indsatsen over for tarmkræft. Hun skriver indlæg til aviserne og stiller op i både radio og tv - i Sverige.

"Det er helt klart sværere i Danmark. Jeg har ingen problemer med at forstå dansk, men det talte sprog er sværere. Jeg har dog aldrig oplevet, at patienter har klaget," siger hun på det letforståelige skandinaviske sprog, hun har udviklet.

Foruden at have en mening om behovet for screening, prøver hun også at gøre opmærksom på, at selvom vi i de nordiske lande fremhæver, at der skal være lige adgang til sundhed, så ser det ulige ud.

"For eksempel synes ældre borgere og personer med lavere uddannelse at have mindre chance for at blive behandlet for tarmkræft. Hos ældre borgere, der også lider af andre sygdomme og derfor er svage, er det måske en rigtig beslutning ikke at udsætte dem for endnu en behandling, men jeg tror, at der generelt er tendens til at underbehandle gamle mennesker. Og der er undersøgelser, der viser, at der også er en tendens til, at det går dårligere med kræftpatienter med lavere uddannelse."

Når det er sagt, så peger hun også på lyspunkter.

"Danmark har i mange år haft en lav overlevelse på de store almindelige kræftformer - brystkræft, tarmkræft, lungekræft - men der er sket store forandringer i den danske kræftbehandling med tidligere diagnose, hurtigere i behandling og god opfølgning. Det er ikke mindst takket være kræftpakkerne. Det har selvfølgelig taget lidt tid at slå igennem på overlevelsen, men vi kan se, at det er begyndt at vende til det bedre."

Samarbejdet kan blive endnu stærkere

Til sidst vil Mef Nilbert gerne slå et slag for, at samarbejdet over Øresund bliver endnu mere udvidet.

"I dag er samarbejdet i meget større skala, end da jeg kom i 2007, men der kan gøres meget mere. For eksempel burde vi have fælles ph.d.-kurser. I dag er det sådan, at hvis man går på ph.d.-kursus i Danmark så tæller det ikke i Sverige og omvendt. Det burde kunne koordineres. På ph.d.-kurser møder man også andre forskere, og det giver foruden inspiration og udveksling også mulighed for samarbejde og netværk til fordel for forskningen. For mig personligt har det været ekstremt let og inspirerende at skaffe netværk her i Danmark," siger hun.

"Infrastrukturen er jo ikke noget problem i forhold til København og Lund. Det er så enkelt med toget. Hver dag pendler 17.000 frem og tilbage over Sundet."

Selv bor Mef Nilbert i landlige omgivelser mellem Lund og Malmø.

"Jeg bor lige ved en mose, og jeg føler mig meget privilegeret. Mine to piger har heste, og når jeg kommer hjem, er det ligesom at komme til et landsted."

Hun rider ikke selv, men holder sig i form i et aerobiccenter, og hun elsker at dykke og ro havkajak.

"Man må tage sig tid til at få frisk luft og bruge kroppen. Det mindsker også risikoen for at få kræft."