Sundhedsvidenskab > Månedens profil > Ole William Petersen

01. maj 2008

Ole William Petersen

På sporet af brystkræftcellers oprindelse

Med base på Institut for Cellulær og Molekylær Medicin forsker professor Ole William Petersen i kræft. Helt præcist prøver han at finde forskellene mellem raske celler og tumorceller i brystkræft med det perspektiv for øje, at finde helt nye behandlingsprincipper. Skal vi finde de mest præcise forskelle mellem normale celler og kræftceller, er det nødvendigt at sammenligne de rigtige par og eliminere "støjen" fra de øvrige celler.

Professor Ole William Petersen
Fotograf: Thomas Bertelsen

Af Malene Steen Nielsen Flagga 

I slutningen af sin gymnasietid i 1976, tog Ole William Petersen den beslutning, at hans videre uddannelse skulle ske i sundhedsvidenskabens tegn. "Det var det valg, der rent fagligt åbnede de fleste døre," husker han. "Og som billedligt talt går fra psykiatri til klinisk kemi, fra molekyler til hele mennesket."
Dengang bød de første studieår på smagsprøver af mange forskellige fag, som demonstrerede medicinfagets spændvidde, men det var cellebiologien, der fangede Ole William Petersens absolutte opmærksomhed.

"Vi brugte mikroskoper," fortæller han. "Og når man mikroskoperer, så åbner der sig en helt fantastisk verden. Der er smukke farver og billeder - det er naturens eget kunstværk." Senere er interessen for de øvrige molekylærbiologiske teknikker vokset, så de videnskabelige problemstillinger kan blive belyst fra flere sider.

Farver førte til morfogenesen
De første oplevelser gjorde det imidlertid klart for Ole William Petersen, at hans vej ind i forskningen skulle gå via det morfologiske - indenfor det biologiske felt, som beskæftiger sig med organismers, organers og cellers ydre former, strukturer, farver og mønstre. Da andet studieårs møde med anatomien samtidig havde begejstret ham, blev han inviteret indenfor på det daværende Anatomiske Institut, og blev underviser i 1979.

"Jeg udførte mit første rigtige forsøg i 1983," husker han. "Jeg fik lov at arbejde med de overordentligt engagerede mennesker på instituttet og blev hvirvlet ind i flere projekter. Samtidig underviste jeg i instituttets fag, og tog vagter på hospitalerne, for at komme ud og prøve kræfter med klinikken. Da jeg var færdig med studiet efter syv år, havde jeg haft et halvt år i laboratoriet, og sammenlagt, det der svarer til et par års hospitalsarbejde."

Hospitalsvagter skabte interessen for cancer
En del af Ole William Petersens arbejde foregik på det tidligere Finseninstituttet. Det lå i tilknytning til et af Kræftens Bekæmpelses forskningscentre (Fibiger Instituttet), beskæftigede sig udelukkende med cancerpatienter, og hans store interesse for cellemorfologien fik Ole William Petersen til at se perspektivet i at undersøge normale celler i forhold til kræftceller.
Således blev han engageret både på universitetet og hos Kræftens Bekæmpelse. En kombination han fortsatte med i flere år, indtil han besluttede at lægge alle kræfterne på Københavns Universitet.

Kræftceller vekselvirker med bindevævet - muligheder for nye typer behandling
Mens Ole William Petersen stadig studerede i 1980'erne, mente eksperterne, at der måtte findes en celletype i det raske brystvæv, som stort set manglede i tumorvævet (myoepitelcellen).
"Vi arbejdede med cellekulturer og pludselig, i 1988, trådte den frem for øjnene af os," fortæller Ole William Petersen. "Vi var meget overraskede og begejstrede. Her var den celle, som helt manglede i brystkræft, og den opdagelse arbejder vi og mange andre stadig videre med i dag: Hvorfor er raske celler i stand til at vedligeholde denne celletype, og hvorfor mangler de i kræft?"

Den næste spændende opdagelse skete midt i 1990'erne. Den gjorde op med forestillingen om, at kræft kører autonomt, at kræftceller er de eneste celler, der bidrager til det ondartede forløb, for den viste at bindevævscellerne omkring brystkræftcellerne spillede en aktiv rolle.

"Vi havde i flere år studeret bindevævscellerne omkring brystkræftcellerne," fortsætter Ole William Petersen. "Pludselig kunne vi se, hvordan brystkræftceller rekrutterede tilsyneladende normale celler fra omgivelserne, og forvandlede dem til aktive medspillere." Opdagelsen gjorde det lysende klart, at tumorer groft sagt først blev ondartede, når de vekselvirkede med aktiverede bindevævsceller. Og det var samtidig en glædelig opdagelse for forskerne.

"Det karakteristiske ved kræftceller er, at de er muterede," forklarer Ole William Petersen. "Deres arvemateriale er uopretteligt ændret, og det er meget svært at korrigere for denne forandring i behandlingen. Men det er forhåbentligt muligt at afbryde samspillet med bindevævet. Lige siden vi gjorde opdagelsen, har vi haft det langsigtede mål, at finde metoder til at hæmme dette skæbnesvangre samspil mellem kræftceller og bindevæv."

Hvad er den grundlæggende forskel på raske celler og cancerceller?
Da Ole William Petersen og hans kolleger først havde indset, at det normale bryst kunne skabe et flertal af forskellige celler, som manglede i tumorvævet, meldte sig et nyt spørgsmål. Hele det forrige århundredes kræftforskning havde i høj grad været fokuseret på at karakterisere kræftcellerne - men der er langt større forskel på kræftcellerne fra én patient til en anden, end der er mellem de raske celler.

"Måske skulle man i stedet vende problematikken," fortæller Ole William Petersen. "Prøve at beskrive det raske og den normale udvikling og så spørge, hvad en normal brystcelle taber af egenskaber, når den er blevet til en kræftcelle."
Det viste sig hurtigt, at hvor normale celler havde evnen til at svare på signaler fra den ekstracellulær matriks med normal morfogenese og ophørt vækst, havde kræftcellerne ofte mistet denne egenskab. Raske celler kan med andre ord holde op med at vokse, hvis de får stimuli udefra - kræftceller kan ikke.

"Den viden udnyttede vi til sammen med kolleger fra Kræftens Bekæmpelse og Berkeley National Laboratory i USA til at fremstille det første modelsystem af sin art i kultur for udvikling af brystkræft," fortæller Ole William Petersen. "Vi har siden fundet en række forskellige egenskaber ved normale celler, som er gået tabt i kræftceller og omvendt: Egenskaber, som kræftcellerne har vundet ved at forandre sig."

Hvis forskerne kan afgøre præcis hvilke egenskaber, der adskiller raske celler fra tumorceller, kan perspektivet være at gribe ind og genoprette det tabte - dvs. forhindre kræftens nye, invasive karaktertræk i at dukke op.

Udspringer forskellige typer brystkræft fra forskellige typer af raske brystceller?
Ole William Petersen har samtidig forsat studierne af sin oprindelige observation fra tiden lige efter han blev medicinkandidat: At raske celler, fra det normale bryst, kan lave flere typer og et mere varieret billede af celler, end kræft.
Det fik Ole William Petersen til at hypotetisere eksistensen af en umodnet celle, en slags bryststamcelle, som var ophav til de mange forskellige modne brystceller. 
"Den celle fandt vi i 2002," fortæller han. "Sidste år kom vi med et forslag til et hierarki, hvor de tre kendte undertyper af brystceller stammer fra denne ene umodne celle. Opdagelsen er interessant, da forskerne i dag kender til fem hovedtyper af brystkræft.  Kunne det tænkes, at de forskellige kræftformer udspringer fra de forskellige celletyper i det normale væv? Og derfor afspejler de egenskaber, som de oprindelige celletyper har? Kan det forklare, hvorfor de fem forskellige kræftformer er så forskellige i det kliniske forløb?"

Hvis svaret er positivt vil det hjælpe behandlingen af kræftpatienter. For så skal lægerne ikke længere tage hele gruppen af celler for at sammenligne normal og kræft, men kan nøjes med at plukke de relevante celler ud parvis, og se hvad der er gået galt.

"Vi får nu en meget mere fintunet forskel mellem kræftceller og normale celler, fordi vi kan sammenligne en kræfttype, med den helt bestemte normale brystcelletype, den potentielt er udsprunget fra," forklarer Ole William Petersen. "Det giver os en større chance for at finde de signalveje, der er forstyrret i cancer i forhold til normalt. Og det vil i sidste ende hjælpe os med at målrette medicin bedre."

Institutlederen ønsker flere ind i forskningens utrolige univers
Ole William Petersen er i dag ikke kun professor, han har siden 2007 ledet Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, og har derfor aktuelt færre studerende i sit eget laboratorium.

"Jeg kunne godt tænke mig, at vi i endnu højere grad blev i stand til at rekruttere og åbne dørene for forskningens utrolige univers," fortæller han. "En af de store udfordringer er, at få indarbejdet undervisningsarbejde mere rutinemæssigt i forskeruddannelse, således at flere får smag for den samlede "pakke" af vores job i stedet for det modsatte.
Ole William Petersen peger desuden på, at forskerne på hans institut oplever, at der i stigende grad stilles krav til dem, som trækker dem væk fra laboratorierne.

"Jeg har dog stadig den opfattelse, at jeg har et af de mest fascinerende job man kan få," slutter han. "Jeg holder meget af de mennesker, jeg omgiver mig med. Forskere og hele kulturen omkring forskning oplever jeg som meget givende. Det er mennesker, som i al væsentlighed er velmenende. Når de er kritiske, er det ikke for at sabotere en sag, men for at forbedre den. Og selvom der er en del beklagelser rundt omkring, så har denne kultur efter min mening ikke lidt overlast. I betragtning af, hvor meget vi bliver afkrævet, så er det forbløffende, så godt det går. Folk leverer varen, de får lavet deres forskning og gjort deres opdagelser. Det er gode konkurrencedygtige artikler der bliver produceret. Jeg synes det er utroligt fascinerende og opmuntrende, at det kan lade sig gøre."

Læs mere om:
Institut for Cellulær og Molekylær Medicin
Ole William Petersens forskergruppe