16. september 2020

Blonde skandinaver eller berejste sydeuropæere? Ny forskning gør op med vikinger-myter

Vikinger

Forestillingen om de skandinaviske vikinger stammer måske mere fra film end fra den faktiske historie. I virkeligheden havde vikingerne mange gener fra Syd- og Østeuropa og havde derfor nærmere mørkt end blondt hår. Og inden for Skandinaviens grænser har vikingerne ikke blandet sig genetisk, men derimod rejst ud og plyndret i forskellige områder i udlandet. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet.

Runesten
Runesten fra Västergötland, Sweden. Et område DNA-prøver som indgik i studiet. Runen betyder "…lavede denne sten til sin søn Gudmar. Han blev dræbt i England."

Vikingerne er svære at komme udenom, når man taler nordisk historie. Fortællingerne om de krigeriske skandinaver og deres oldnordiske guder har for længst rejst verden rundt. Men måske er en del afs historierne faktisk bare myter, der er opstået i populærkulturen. Det indikerer et nyt studie fra Københavns Universitet.

Studiet er den største, genetiske undersøgelse af vikinger nogensinde. Forskerne har sekventeret genomet af 442 knoglerester fra hele Europa i vikingetiden og gjort nogle ret overraskende opdagelser. Blandt andet er vikingerne måske slet ikke så nordiske, som man troede.

”Vikingerne havde langt flere syd- og østeuropæiske gener, end vi regnede med. De har i høj grad fået børn med folk fra andre dele af verden. De har faktisk også langt større tendens til mørkt end til blondt hår, et ellers anerkendt, nordisk vikingetræk,” forklarer Eske Willerslev, professor på Lundbeck Foundation Center for Geogenetics på GLOBE Institute, Københavns Universitet.

Bønderne gik glip af bronzealderen

Det nye studie viser samtidig, at vikingerne generelt set havde langt større genetisk diversitet end de bondesamfund, som lå på fastlandet i Skandinavien.

”Vikingerne levede ved kysten, og genetisk set var de et helt andet folk end bondesamfundene inde i landet. Fastlandsbeboerne mindede mere om de bønder, der levede i Europa adskillige tusinde år tidligere, end de mindede om vikingerne. Man kan næsten sige, at bønderne genetisk gik glip af hele jern- og bronzealderen,” forklarer Ashot Margaryan, der er medforfatter til studiet og Adjunkt på Center for Geogenetics på GLOBE Institute.

Vikingegrav med menneskeknogler i.

DNA fra et kvindeligt skelet med navnet Kata, der blev fundet ved en vikingegrav i Varnhem, Sverige, blev sekventeret som del af studiet.  Foto: Västergötlands Museum.

Vikingerne fik ikke kun gener ind udefra. De rejste selv meget og er i dag kendt fra historiske beretninger for at myrde og plyndre forskellige steder i udlandet. Men det nye genetiske studie kaster nyt lys over, hvilke vikinger der tog hvorhen.

”De danske vikinger tog til England, de svenske tog til Baltikum og de norske tog til Irland, Island og Grønland. Men vikingerne fra de tre ”nationer” blandede sig faktisk næsten ikke rent genetisk. Måske var de fjender, eller måske er der en anden god forklaring. Det ved vi ikke,” siger Ashot Margaryan.

Danske vikinger tog til England, svenske vikinger tog til Baltikum og Norske vikinger tog til Irland, Island og Grønland
Vikingerne var kendt for at hærge rundt om i Europa. Men de tog ikke de samme steder hen. De danske vikinger tog til England, de svenske til Baltikum og de norske vikinger rejste til Irland, Island og Grønland. (Illustration: Københavns Universitet)

Viking udenpå, skotte indeni

Det nye studie gør også op med forestillingerne om, hvem der tog på togt. Det har forskerne blandt andet kunne se på en vikingegrav i Estland, hvor vikingerne blev brutalt myrdet, da de forsøgte at plyndre.

”Vi har fra populærkulturen haft en idé om, at vikingehøvdingen rekrutterede de stærkeste krigere fra nabostammer eller samfund til at drage med på togt. Men i hvert fald fem af vikingerne i denne grav er nære familieslægtninge. Så måske tog man bare familien med på togt og plyndrede,” forklarer Eske Willerslev.

Omkring 50 hovedløse vikingeskeletter

Massegrav med omkring 50 hovedløse vikinger fra Dorset, England. Nogle af knogleresterne blev brugt til DNA analyse. Foto: Dorset County Council/Oxford Archaeology.

Andre steder var vikingerne mere succesfulde i deres rejser. Blandt andet i England har man ved at kigge på sprog og specifikke stednavne kunnet spore, at der har været en indstrømning af mennesker fra Skandinavien. Det nye studie viser dog, at nogle faktisk tog hele vikingekulturen til sig.

”I Skotland er der en grav, som i arkæologisk forstand er en vikingegrav. Sværd og symboler passer på vikingekulturen. Men genetisk set har manden i graven intet med vikingerne at gøre. Han er et eksempel på, hvordan andre folk tog vikingekulturen til sig,” siger Eske Willerslev.

Det er ikke kun de populære forestillinger om vikingerne, det nye studie gør op med. Også i videnskabelige kredse har Vikingetiden være til debat fra tid til anden.

”Nogle forskere og intellektuelle har ment, at vi i Norden romantiserer vikingetiden lidt, fordi det er vores egen særprægede historie. De har sagt, at vikingetiden ikke engang kan siges at være en egentlig tid, men i stedet burde være en del af jernalderen. Men med det her nye studie slår vi fast, at vikingetiden var helt særlig. Vikingerne rejste meget længere, havde masser af sydeuropæiske gener og formentlig langt større kulturel udveksling med omverdenen end bondesamfundene på samme tid,” siger Eske Willerslev.

Læs hele studiet ”Population Genomics of the Viking World” hos Nature.

Studiet er støttet af Lundbeckfonden.

Kontakt

Professor Eske Willerslev
+45 28751309
ewillerslev@sund.ku.dk

Lektor Martin Sikora
+45 93565403 
martin.sikora@sund.ku.dk

Adjunkt Ashot Margaryan
+45 42257145
ashot.margaryan@sund.ku.dk


Kommunikationskonsulent Mathias Traczyk
+45 93 56 58 35
mathias.traczyk@sund.ku.dk