2. september 2020

Endelig bekræftet: Deres opdagelse kan gøre vacciner mere effektive

Vacciner

Vejen til gennembrud i forskning er ofte lang og fuld af overraskelser, vaccineforskning er ingen undtagelse. I et studie med mus for 12 år siden fandt forskere fra Københavns Universitet en ny teknik, de mente kunne forbedre forebyggelsen og behandlingen af både virusser og kræft. Nu er teknikkens virkning på mennesker bekræftet.

Bandbillede

Fra venstre: professor Jan Pravsgaard Christensen, professor Allan Randrup Thomsen og lektor og CSO for biotekfirmaet InProTher Peter Johannes Holst.

I 2008 udgav forskere fra Københavns Universitet en lovende opdagelse. De havde fundet ud af, at det såkaldte invariant chain-molekyle – et molekyle, som immunsystemet bruger til at uddanne sine celler – kunne bruges til at forstærke immunresponset på vacciner markant. I hvert fald i mus, som studiet var baseret på. Forskerne Allan Randrup Thomsen, Jan Pravsgaard Christensen og Peter Johannes Holst patenterede sammen med KU opdagelsen og solgte licensen til at udforske det videre potentiale til den internationale farmaceutiske virksomhed GSK.

Nu – 12 år senere – er frugten af de tre forskeres arbejde ved at være moden: Opdagelsens brugbarhed i mennesker er bekræftet. I nye, kliniske forsøg udløste en hepatitis C-vaccine med invariant chain-molekylet et markant stærkere immunrespons end en uden. Metoden kan altså ganske rigtigt gøre vacciner mere potent – og ikke bare denne vaccine, men en lang række af vacciner mod virusser og kræft, som er baseret på samme mekanisme.

Hvordan føles det at finde den slags videnskabeligt guld? Hvorfor tog det så lang tid at få bekræftet virkningen i mennesker? Og hvad skal der ske nu? Vi har spurgt de tre forskere…

Hvad var det, I fandt ud af for 12 år siden?
  
Allan: ”Vi fandt en måde til at bygge en forstærker ind i en vaccines DNA og gøre det simplere at få et stærkt immunrespons. Der er en række virusgrupper, som ellers er svære at immunisere mod.”
   
Peter: ”Vi vidste, at invariant chain spillede en rolle i at uddanne de såkaldte hjælperceller – dem som fx HIV inficerer. Det, som vores forsøg viste var, at når virusser prøver at snyde immunforsvaret, træder samme molekyle til for at uddanne dræberceller. I immunforsvaret er altså indbygget et system, som sørger for, at hvis noget sidder fast i ’invariant chain’, bliver det genkendt meget effektivt, meget hurtigt. Jeg tror, det immunforsvarets forsøg på at forhindre, at virusser sætter for centrale ting ud af spil.”
  
Jan: ”Vores formål var egentlig at prøve at lave flere hjælperceller, men det viste sig, at det var teknikken sådan set ikke så god til. Den var i hvert fald endnu bedre til at lave dræberceller.”
  
Allan: ”Og dræberceller er meget vigtige, når det gælder virusinfektioner, så det var held i uheld. Det viser jo meget godt, hvordan videnskaben ofte udvikler sig: Man har en arbejdshypotese, får nogle andre resultater, og så skal man være god til at opfange de her andre resultater og tolke på dem i stedet for bare at smide dem ud og sige ”øv!””

Hvad tænkte I dengang, at opdagelsen ville føre til?

Allan: ”Ved det første resultat tænkte jeg: Det passer ikke!”

Jan: ”Haha, vi tænkte: Peter har inficeret dem i stedet for at vaccinere dem!”

Peter: ”Jeg var mere optimistisk…”

Allan: ”Peter var ph.d.-studerende i vores laboratorie. Han var den yngste, og det var ham, der havde lavet forsøget. Min umiddelbare reaktion var, at der er et eller andet, der er nosset op her, for det kan ikke være rigtigt, at det er så godt. Og så blev han sendt tilbage og gentage forsøget, og sørme om det ikke holdt.”

Peter: ”Vi testede det med en lang række forskellige virusgener og cancergener, og alt tydede bare på, at hvis man bruger det her, så får man næsten altid en god vaccine.”

Jan: ”Det er en meget robust metode. Du kan næsten ikke lave ulykker.”

Peter: ”Du kan lave nogle ting, man ikke kunne før. Vi har for et par år siden været ude med en historie om HIV i aber, hvor vi kunne lave en vaccine med nogle gener, der ikke før havde givet respons.”

Hvad betyder de nye resultater?

Allan: ”Vi arbejdede i mus dengang, og du kan aldrig være sikker på, at det er overførbart. Men nu er det testet i mennesker. Vi er hele vejen igennem, og man kan begynde at udfolde potentialet. Det kan især bruges til at bekæmpe den type infektioner, hvor bekæmpelsen er afhængig af dræberceller. Og det er rigtig mange virusser og cancertyper.”

Jan: ”Der er mange, der forsker i adenovirale vektorer (genbærere, der ikke integrerer sig i cellerne, red.) i vaccinesammenhæng. Og når vi ved, at vores metoder kan bruges i mennesker, så er der potentiale for, at teknologien kan sættes ind i alle mulige adeno-vektorer og forstærke dem, for eksempel de nye coronavacciner. Nogle af dem er adeno-baserede”.

Hvordan føles det at se sit arbejde bære ny frugt så mange år efter?

Allan: ”Det er rigtig rart! Der var et tidspunkt undervejs, hvor jeg tænkte, at jeg aldrig kom til at opleve det virke i mennesker, så det har været stort at se det her arbejde blive publiceret.”

Peter: ”Den teknik, der er testet i mennesker nu, er direkte baseret på vores design for 12 år siden. Så det kan også godt ramme mig – tanken om, at vi kunne have gjort det selv dengang, hvis vi havde haft pengene og ikke havde truffet forkerte beslutninger.”

Hvorfor gik der så lang tid?

Jan: ”Du skal bruge rigtig mange penge til kliniske forsøg og have overbevist nogle folk til at lave vaccinen og være med til forsøgene. Så hvis man ikke har pengene eller kan rejse interessen hos et firma, så kan det være tilfældigheder, der afgør, hvad der sker.”

Allan: ”Vaccineforskning er jo kun interessant, når der opstår et behov som fx nu med coronavirus. Der får du lige pludselig milliarder til vaccineforskning, men i mellemperioderne kan det være meget svært. Ebolavaccinen den lå klar i skrivebordsskufferne dengang den store epidemi i Vestafrika kom, og derfor kunne man arbejde hurtigt. Der var bare ingen, der havde villet investere i at videreføre de prækliniske resultater før. Når Oxford er så langt fremme med deres coronavaccine, så er fordi der er investeret penge i det institut over en lang periode, før COVID-19 brød ud. Den slags er er et sejt træk.”
  
Jan: ”Man vil gerne investere der, hvor der er mest behov for det lige nu. Så det er tit de store udfordringer, der driver forskningen det næste step. Vi tror stadig, det er Peter, der har plantet coronaen for at kunne komme videre med det her!”

Hvor langt kan forskningen i det her være nået om 12 år?

Peter: ”Der kommer til at være cancerstudier, hvor man prøver at kurere mennesker for cancer baseret på denne her teknologi. Det er lovende. Jeg tror også, der bliver noget over for virussygdomme, og at der er vi med igen. Jeg har lavet et biotekfirma, hvor vi har et EU-projekt kørende over for kronisk infektion med papillomavirus, som giver kønsvorter – og halscancer, som jeg faktisk selv lige har haft. Og så skal der laves noget mod HIV. Vi kan nogle ting med vores teknologi, som jeg tror på… Hvis jeg har ret, har vi en HIV-vaccine om 12 år.”

 

 

Jan Pravsgaard Christensen og Allan Randrup Thomsen er begge fortsat professorer ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Peter Johannes Holst er i dag medstifter af og CSO i biotekfirmaet InProTher, som arbejder med behandling og forebyggelse af virusser.
   
Det nye studie er udgivet i Science Translational Medicine i juni 2020 med bl.a. de tre KU-forskere på forfatterlisten. Studiet med opdagelsen af invariant chains virkning på immunforsvaret blev udgivet i Journal of Immunology i marts 2008 med også Maria Rathmann Sørensen, Camilla Maria Mandrup Jensen og Cathrine Ørskov på forfatterlisten.