Kræft hos mor eller far kan være svært at snakke om
Kræftramte forældre er meget i tvivl om, hvordan deres børn egentlig har det, viser ny forskning fra Københavns Universitet. Selvom forældrene observerer flere tegn på vanskeligheder hos deres børn, så undgår de ofte at tale om det. Forskerne anbefaler et nyt støttetilbud til familier, når en forælder påbegynder et kræftforløb.
Skrevet af Josefine Topsøe
Når en patient får konstateret kræft, rammer det familien hårdt, og det er ofte endnu mere kompliceret, når kræftpatienten er forældre til mindre børn. Omkring en femtedel af alle nye diagnosticerede kræftpatienter har børn under 18 år. Alle forældrene i et nyt studie, som er udgivet i Journal of Psychosocial Oncology, beskrev, at de fandt det svært at evaluere deres barns trivsel, idet mange af børnene performede helt normalt i forskellige hverdagsaspekter. Dog kom der pludselige signaler som søvnproblemer, separationsangst, tegn på OCD, og nogle børn begyndte endda at bekymre sig omkring kræftsymptomer hos dem selv.
”Forældrene havde svært ved at finde ud af, om deres børns reaktioner var relaterede til deres kræftforløb eller til kammeraterne, alder, eller helt andre faktorer. Rigtig mange stødte også på en mur, når de prøvede at tale med deres børn om det. Hvis ikke forældrene kan finde ud af, hvordan børnene har det, så bliver det endnu sværere at vide, om børnene får den hjælp, som de har brug for”, siger lektor ved Københavns Universitet og praktiserende læge Anette Hauskov Graungaard.
Selvom de fleste patienter overlever eller lever med kræft som kronisk tilstand, så har Anette Hauskov Graungaard i sin tid som praktiserende læge mødt mange unge mennesker med angst og andre psykiske udfordringer. Hun beskriver, at disse udfordringer i høj grad handlede, om at de havde haft en rigtig syg forælder eller mistet en.
”Det illustrerer blot vigtigheden af at spørge ind til børns trivsel, når de lever med en kræftramt forælder, således at de tidligere kan få den hjælp, der er brug for,” siger hun.
Forskellige strategier
Mange af forældrene fortalte om, hvordan de var præget af ambivalente følelser, idet de fandt sig selv splittet mellem håb og bekymring omkring fremtiden. På den ene side udtrykte de dyb bekymring for, hvordan frygten for at miste forælderen ville være et livslagt problem for deres børn. Men når forældrene observerede, hvad de selv ville karakterisere som værende normal adfærd hos deres børn, så udtrykte de også håb for, at deres sygdom på sigt ikke ville påvirke børnene alvorligt. Derudover fortalte størstedelen af forældrene også, om hvordan de gjorde meget ud af at fremstå og opføre sig så normalt som muligt i dagligdagen, og at de i høj grad prioriterede ”det normale familieliv”.
“De fleste børn undgik helst at snakke om sygdommen med deres forældre, og mange af forældrene forsøgte i stedet at holde hverdagen så normal som mulig. Derudover så vi også, at forældrene havde en tendens til at normalisere det, de så børnene gøre, som værende normalt, selvom det ikke var tilfældet”, siger Anette Hauskov Graungaard og fortsætter:
”Fælles for forældrene var, at de ligeledes selv havde meget svært ved at tale om deres egne følelser med børnene, fordi de var så bange for at gøre børnene endnu mere kede af det eller angste. Dette er en meget menneskelig reaktion, men som kan gøre det endnu sværere at give børnene rum for at vise deres egne bekymringer og dermed får den hjælp, der kan være relevant for dem”.
Støttetilbud til familien som enhed
Alle forældrene i studiet udtrykte bekymring over, at der er et stort udækket behov med hensyn til at kommunikere med deres børn om deres tanker, oplevelser og bekymringer. Derudover identificerede forskerne flere barrierer ved at skulle acceptere forskellige tilbud om støtte, såsom forældrenes tvivl om deres barns behov for støtte, deres egen undgåelse af konfrontation med svære følelser og barnets eventuelle afslag. Med afsæt heri anbefaler forskerne bag studiet at inkorporere støttetilbud til familien som enhed som standardprocedure, når en forælder påbegynder et kræftforløb.
”Sådan et tilbud ville også i højere grad nemmere blive accepteret af både børn og forældre, når det ikke bliver stigmatiserende eller noget meget alvorligt”, fortæller Anette Hauskov Graungaard afslutningsvist.
"How is my child doing - parental understanding of their children when a parent has cancer" er udgivet i Journal of Psychosocial Oncology. Anette Hauskov Graungaard modtog i 2014 et postdoc-stipendium fra Novo Nordisk Fonden.
Kontakt
Lektor Anette Hauskov Graungaard
+45 35 33 75 19
angra@sund.ku.dk