Vi står midt i en fedmeepidemi. Her er en mulig forklaring på krisen

De seneste år har vi oplevet sundhedskriser, som corona-krisen, der pludselig har fyldt alt i vores samfund. Men under overfladen ligger en lurende krise.

Den danske befolkning bliver nemlig mere og mere overvægtig. Siden 2010 er antallet af svært overvægtige i Danmark næsten fordoblet og udgør nu 18 procent af den voksne befolkning. Den samme tendens ses i det meste af verdenen. 

Men hvorfor stiger antallet af overvægtige i Danmark og resten af verden? Og hvornår begyndte vi at veje mere?

Mange tænker, at når man ser, personer med mere fedt på kroppen spise mere mad, så må det være derfor, at de har mere fedt på kroppen. Men det er faktisk ikke tilfældet.

Det kan professor emeritus Thorkild I.A. Sørensen gøre os meget klogere på. 

”Der er bred enighed i både WHO og blandt sundhedsmyndigheder kloden rundt om, at der er tale om en krise. Det er en langsomt voksende krise, og ikke som Corona-pandemien, mere som klimakrisen i den gradvise udvikling. Vi ser frem mod, at en milliard af klodens otte milliarder er svært overvægtige,” siger Thorkild I.A. Sørensen.

Men hvordan er det kommet så vidt? Hvis vi ser cirka 100 år tilbage, ser vi de første tegn på en spirende fedmeepidemi.

Før McDonald’s og Coca-Cola

”Fedmeepidemien startede af en eller anden grund, vi endnu ikke ved, allerede før 2. verdenskrig. Længe før vi fik McDonald’s, Coca-Cola, TV, computer og ultra-processeret mad, som vi normalt giver skylden. Hvorfor det hænger sådan sammen er stadig en gåde for mig og andre forskere,” siger Thorkild I.A. Sørensen.

I Danmark har vi kæmpestore registrer med data fra hele befolkningsgrupper. Et par af dem rækker helt tilbage til tiden omkring 2. verdenskrig, hvor man registrerede vægt og højde på skolebørn i Københavns Kommune og på unge mænd til session, det, der i dag kaldes Forsvarets dag, i det Storkøbenhavnske område.

Thorkild I.A. Sørensen har selv været med til at opbygge dem, netop for at få data, der kan belyse udviklingen langt tilbage.

”Det viste sig, at allerede hos børn født i 1930’erne kunne man se et mønster, når de startede i skole. De 25 procent tungeste blev tungere årgang for årgang, mens de resterende holdt vægten. Dem, der vejede mest, blev altså bare ved med at stige i vægt, og helt det samme mønster, så vi hos de unge mænd på session,” siger han og tilføjer:

”Det tyder på, at der er en endnu ukendt proces, der påvirker den andel af befolkningen, og som er basis for den spirende fedmeepidemi. Og det er et vigtigt og interessant spørgsmål, hvad det var, der ændrede sig, som fik processen i gang, for det åbner for mulig forebyggelse.” 

Det efterlader Thorkild I.A. Sørensen og andre fedme-forskere med ubesvarede spørgsmål om, hvad der egentlig driver kroppen til at stige i vægt.

Spørgsmål uden svar

”Mange tænker, at når man ser, personer med mere fedt på kroppen spise mere mad, så må det være derfor, at de har mere fedt på kroppen. Men det er faktisk ikke tilfældet. Det, man spiser, går til at holde stofskiftet i vores organer og muskler i gang. Så mystikken er, hvad det er, der foregår i kroppen, så den gemmer nogle af kalorierne ude i fedtvævet og gerne vil beholde det der,” siger Thorkild I.A. Sørensen.

Forskerne ved, at gener spiller en stor rolle for, hvor meget fedt man gemmer på, men vi ved ikke, hvordan det sker. Og selvom vores gener kan ændre sig gennem mange generationer, så stiger antallet af svært overvægtige i samfundet meget hurtigere, end vores gener kan nå at ændre sig.

Jeg har en teori om, at der er en direkte relation til den sociale virkelighed. Den mekanisme kan meget vel gå direkte fra hjernen til fedtvævet.

”Genetik kan ikke forklare den voldsomme stigning, der sker på hele kloden nu. Så der er et eller andet afgørende i det generelle miljø, der har ændret sig. At der er mere mad og at færre sulter gør fedmeepidemien mulig, men det store spørgsmål er, hvad der derudover sparker den i gang,” siger Thorkild I.A. Sørensen.

Men også spørgsmålet om, hvorfor kroppen gerne vil holde på fedtet, står ubesvaret for forskerne.

”Kroppen gør alt, hvad den kan for at sikre energiforsyningen for at kunne bevare funktionen af vores organer, muskler og knogler. Spiser man ikke nok til at sikre dette, trækker den på fedtet, for at sikre energiforsyningen, og så taber man sig,” siger han og tilføjer:

”Hvis man har skrumpet sin krop så meget, at man også begynder at mangle energi i organer, knogler og muskler, så er det logisk, at kroppen vil forsøge at sikre energiforsyningen til de dele af kroppen med øget appetit og energibesparende foranstaltninger. Men vi mangler en forklaring på, hvorfor også fedtmassen bliver genopbygget, når presset på energibehovet aftager.”

Hvad forskerne dog ved, er, at det faktisk ikke er mængden af mad, vi spiser, der i første omgang driver udviklingen af fedmen.

Der lavet mange forsøg, hvor mennesker bliver bedt om at spise meget mere, end de plejer. De tager på i vægt i varierende grad, men de taber det hurtigt igen, når de stopper med at spise de ekstra kalorier. Det bliver altså ikke – som ved fedmeudvikling – siddende som det fedt, kroppen har svært ved at give slip på.

”Vi kan regne ud, at det er en meget lille – i det daglige umålelig – andel af alt det, man spiser, der efter mange år ender som den fedme, vi kan se med det blotte øje, og som plager folk med både sygdom og stigmatisering. Så der er ingen, der vil kunne sige, at det er noget, man selv burde have kontrolleret,” slår Thorkild I.A. Sørensen fast.

Spiser vi for meget og rører os for lidt?

Det er slet ikke nyt, at der er fordomme om, hvordan man bliver overvægtig. Det klassiske ”luk munden og let røven”-udtryk bliver flittigt brugt.

”Fordommen er, at man spiser for meget og rører sig for lidt, for det kan man jo se at mange gør. Og den fordom fører til, at mange, også i dag, opfatter udvikling af fedme som selvforskyldt. Men fedme kan udvikles, selvom man ikke spiser mere, eller rører sig mindre,” siger Thorkild I.A. Sørensen.

Hans teori er, at netop fordommene kan være med til at bære ansvaret for krisen. Historisk har mennesker siden jæger-samler-samfundet samarbejdet om at skaffe og dele mad.

Thorkild I.A. Sørensen mener, at hvis det samarbejde ikke fungerer, så kan det enkelte menneske opleve det som om, der ikke er mad nok, og så gemmer vi ekstra fedt som reserve.

”Jeg har en teori om, at der er en direkte relation til den sociale virkelighed. Den mekanisme kan meget vel gå direkte fra hjernen til fedtvævet. Det er nok en helt grundlæggende psykosocial konsekvens, at vi lagrer lidt ekstra fedt,” siger han og tilføjer:

”Min teori er altså, at sociale problemer bliver konverteret til psykiske problemer, der så starter processen i hjernen. Det er forskning, der peger på, at mennesker har en tendens til at ophobe ekstra fedt, når der usikkerhed om, der er mad nok, også selvom det ender med, at der er mad nok.” 

Han mener, at det er de samme mekanismer, der gør sig gældende, når mennesker, der bliver stigmatiseret på grund af deres størrelse, stiger endnu mere i vægt.

”Det føles i virkeligheden som en psykosocial udfordring, der forstærker aktiveringen af processen,” siger han og tilføjer:

"Det er endnu en god grund til at bekæmpe stigmatiseringen."

Kontakt

Professor emeritus Thorkild I.A. Sørensen
tias@sund.ku.dk
+45 93 56 59 34

Journalist og pressekonsulent Sascha Kael Rasmussen
sascha.kael.rasmussen@sund.ku.dk
+45 93 56 51 68