Fødende kvinder overbehandles, og det har store konsekvenser

Der er omkring 130 millioner fødsler om året. En stor del af de kvinder, der føder, bliver behandlet med vestimulerende medicin eller kejsersnit. Faktisk alt for mange, viser en ny analyse i et af verdens førende medicinske tidsskrifter, British Medical Journal.   

To af forskerne bag studiet er læge og forsker Nanna Maaløe fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og Herlev Hospital og postdoc Natasha Housseine fra samme afdeling på Københavns Universitet og Aga Khan University in Tanzania.   

Det er lidt en thriller-historie, at vi fortsat ved så lidt om vestimulerende medicin, som vi har brugt tiltagende i over 70 år, og som nu bruges blandt 30-90 procent af førstegangsfødende globalt set

De understreger begge, at forekomsten af overbehandling på verdensplan er chokerende, når man ser på, hvor mange der egentlig har brug for behandling. 

De har i samarbejde med danske og internationale kollegaer lavet en opsummerende analyse. Her kortlægger de forskning om fødsler, med fokus på manglende fremgang i fødslen.  

”På verdensplan er det hyppigt, at jordemødre og læger finder, at der er en periode med langsom eller manglende fremgang i fødslen. Det behandler man ofte med et vestimulerende drop, og det ender tit i kejsersnit,” siger Nanna Maaløe. 

Den nye analyse indikerer, at det kun er omkring 10-15 procent af førstegangsfødende, der faktisk har en fødsel, som er længere end forventet.

Det står i kontrast til, at 30-90 procent af kvinder, der føder for første gang på verdens hospitaler, får vestimulerende medicin.  

Og mens det er cirka 20 procent af kvinder, der får kejsersnit i Danmark, så ligger det tal meget højere i mange andre lande. I blandt andet Tyrkiet, Egypten og Brasilien er der i dag flere kejsersnit end vaginale fødsler.  

En overset pandemi af kejsersnit   

Mellem 2010 og 2018 var det i gennemsnit lidt over 21 procent af fødende kvinder, der fik kejsersnit. Det tal forventer man vil ligge på over 28 procent i 2030.  

“Et kejsersnit er en stor operation i livmoderen og bughulen, med risiko for blødning og infektion samt længerevarende smerter. Desuden gør kejsersnittet de efterfølgende graviditeter og fødsler mere risikofyldte, fordi man har ar på sin livmoder,” siger Nanna Maaløe.   

Hun understreger samtidig, at der i Danmark er ganske lav risiko ved operationen, men i andre dele af verden - blandt andet i afrikanske lande syd for Sahara - er det væsentligt mere farligt. I lande syd for Sahara er det estimeret at omkring otte procent af børnene og cirka én ud af 100 kvinder dør under eller efter et kejsersnit.  

”Imens det er en hel anden risikoprofil i lande syd for Sahara end i højindkomstlande, så er unødvendige operationer bekymrende i alle dele af verden. Manglede fremgang i fødslen er den hyppigste årsag til en kvindes første kejsersnit, og behandlingen af dette må forbedres for at bryde denne onde spiral. Det er en central problematik i kvinders sundhed,” siger Natasha Housseine.  

Hvad vi ikke ved om vestimulerende medicin 

Vestimulerende medicin bruges til at sætte skub i veer. Ofte med et mål om i sidste ende at undgå kejsersnit. Men der findes meget lidt forskning, der viser, at det faktisk virker.  

”Ligesom ved kejsersnit der tankevækkende risici ved vestimulerende medicin. Samtidig ved vi meget lidt om hvorvidt vestimulering med stoffet oxytocin faktisk hjælper til at undgå kejsersnit,” siger Nanna Maaløe og understreger, at det igen rammer de hospitaler med de færreste ressourcer hårdest.  

”Det er lidt en thriller-historie, at vi fortsat ved så lidt om vestimulerende medicin, som vi har brugt tiltagende i over 70 år, og som nu bruges blandt 30-90 procent af førstegangsfødende globalt set,” siger Nanna Maaløe.  

Hun påpeger, at den manglende forskning i livmoderen står i skarp kontrast til for eksempel forskning i muskulatur hos elitesportsudøvere.  

”Mens behandling af muskeltræthed forårsaget af syre-base-ændringer har været et voksende forskningsområde inden for sportsmedicin siden 1930'erne, er der gjort iøjnefaldende lidt for at udforske årsagerne til - og behandling af - livmoder-musklens træthed under fødslen.” 

Vestimulerende medicin får livmoderen til at trække sig kraftigere og oftere sammen, som så kan resultere i, at der ikke kommer nok blod gennem navlesnoren. Dermed er der risiko for, at barnet ikke får ilt nok.  

I de allerværste tilfælde kan det føre til dødfødsler og hjerneskade hos barnet. Det underbygger et ph.d.-studie fra Nanna Maaløe’s kollega Monica Lauridsen Kujabi.  

I højindkomstlande, som Danmark er vestimulerende medicin forbundet med langt mindre risiko for fødende kvinder. Men analysen fremhæver dog resultater fra svenske studier, der viser at ved fødsler under 12 timer, var der større risici for at barnet efterfølgende blev indlagt og viste tegn på iltmangel under fødslen, hvis kvinden samtidig fik vestimulerende medicin.  

”Dårlig sammenhæng mellem bedste viden og praksis”  

Der er flere forklaringer på den store forskel mellem, hvad forskning tyder på at fødende kvinder egentlig har behov for og den behandling, som de modtager, vurderer Nanna Maaløe og hendes kollegaer.  

En central årsag er nok kultur og vane på den ene side og mangel på forskningsprioritering på den anden, vurderer Nanna Maaløe og hendes kollegaer i analysen.  

”Vestimulerende medicin, oxytocin, blev godkendt til brug i højindkomstlande i 1950’erne. Det var før, at man lavede store lodtrækningsstudier inden sådan medicin kunne blive godkendt, og oxytocin’s yderst vigtige funktion til at undgå livstruende blødning efter fødslen gjorde nok, at man var meget positive over for medikamentet i det hele taget. Og siden da har forskning i fødslens fremgang og relateret behandling været underprioriteret,” forklarer hun. 

En anden mulig forklaring er den store travlhed i sundhedsvæsener verden over. Der er ofte ikke nok kapacitet, så man vil have patienterne hurtigt igennem.  

“Imens vi ikke ved om vestimulerende medicin fører til færre kejsersnit, så ved vi, at medikamentet afkorter fødslens varighed. Og min kollega Monica Kujabi har i sit ph.d.-studie vist, at brugen af vestimulerende drop øges på travle fødegange i storbyer i Afrika. Her er tale om en form for ’crowd control’,” siger Natashe Hosseine.  

Data fra Sverige tyder også på, at der bruges mere vestimulerende drop, når der er travlt på fødegangene. 

Nanna Maaløe og kollegaerne peger også på uopdaterede og upræcise kliniske retningslinjer som en årsag til denne overbehandling. En kvindes første fødsel går gennemsnitligt langsommere, end hvad der står i mange kliniske retningslinjer.  

”Det leder naturligvis til overbehandling, hvis ikke kliniske retningslinjer opdateres med nyeste forskning. Grundlæggende peger vores analyse på, at der på verdensplan er akut behov for fødegange, hvor der skabes ro og sikre rammer for at tillade kroppens naturlige fremgang i fødslen – og for sikker brug af vestimulerende drop, når det er nødvendigt,” siger Nanna Maaløe og tilføjer:  

”Sundhedspersonale verden over har brug for, at nationale og globale kliniske retningslinjer for fødsler, herunder rettidig brug af vestimulerende drop og kejsersnit, tager afsæt i forskningsbaseret evidens og bedste viden på området. På nuværende tidspunkt er der dårlig sammenhæng mellem bedste viden og praksis, og det er uacceptabelt for kvinder og børns sundhed.” 

Du kan læse hele analysen "Inconsistent definitions of labour progress and over-medicalisation cause unnecessary harm during birth" i BMJ. 

Kontakt

Adjunkt og læge Nanna Maaløe 
nannam@sund.ku.dk
+4541271984

Postdoc Natasha Housseine
natasha.housseine@sund.ku.dk

Journalist og pressekonsulent Liva Polack
liva.polack@sund.ku.dk
+45 35 32 54 64