Påskeøens legendariske kollaps skete aldrig

Påskeøen, der egentlig hedder Rapa Nui eller Te Pito o Te Henua (verdens navle), er en isoleret ø i det sydøstlige Stillehav. Den er især berømt for sin fascinerende kultur, som har interesseret forskere og opdagelsesrejsende i århundrede. Mest berømte er de kolossale stenstatuer, der står som tavse vagter over en for længst forgangen tid.

Et par tusinde indfødte bor i dag på øen, men før europæerne kom til øen, var befolkningen meget større. Skæbnen for den engang store civilisation på øen har været et emne, der har været til debat blandt forskere i århundrede.

Den mest dominerende teori, ”kollaps”-teorien, hævder, at indbyggerne på Rapa Nui udtømte deres naturressourcer som træ blandt andet til at bygge de store statuer. Det førte til et demografisk og socialt kollaps forsaget af vold og endda kannibalisme.

Men den teori bliver nu afkræftet af et internationalt forskerhold. Bag det nye, banebrydende studie står adjunkt og delt førsteforfatter Victor Moreno-Mayar fra Københavns Universitet, som har ledet studiet sammen med ph.d.-studerende Bárbara Sousa da Mota og lektor Anna-Sapf Malaspinas fra Faculty of Biology and Medicine ved l'Université de Lausanne, Schweiz, i tæt samarbejde med kollegaer i Rapa Nui, Østrig, Frankrig, Chile, Australien og USA.

”Vores genetiske analyse viser, at befolkningen var stabil fra det 13. århundrede og frem til europæisk kontakt i det 18. århundrede. Denne stabilitet er afgørende, fordi den direkte modbeviser idéen om et dramatisk befolkningskollaps før kontakten med europæerne,” fortæller Victor Moreno-Mayar fra Globe Institutes Sektion for Geogenetik ved Københavns Universitet.

Hvis et befolkningskollaps havde fundet sted, ville forskerne have set en mindre varieret genetik i deres analyse, simpelthen fordi der ville være en mindre befolkning. Når forskerne opdager, at der faktisk ikke var små genpuljer blandt de 15 historiske individer fra år 1670 til 1950, de analyserede, viser det altså, at befolkningen i stedet har været stabil.

Men det genetiske bevis siger det modsatte. Intet tyder på, at befolkningen kollapsede, før europæerne kom til øen. Til gengæld viser data, at de var i stand til imponerende rejser over Stillehavet, som til sidste nåede Amerika.

Prøverne, der blev brugt i studiet, kommer fra Naturhistorisk Museum i Paris. Forskerne har fået fat i dem gennem ikke-ødelæggende metoder for prøvetagning af respekt for de kulturelle betydninger af resterne. Derudover bidrager forskning ikke kun til den videnskabelige forståelse af Rapa Nuis fortid, men støtter også øens samfund i deres arbejde med at få deres forfædres rester og kulturelle artefakter tilbage.

”Der kan være ældre museumsgenstande, der er fejlagtigt beskrevet. Nu hvor vi har slået fast, at disse 15 individer faktisk var Rapa Nui, ved vi, at de hører til på øen,” siger Moana Gorman Edmunds, medforfatter og arkæolog på Rapa Nui.

En omstillingsparat kultur

Ved hjælp af deres genetiske analyse har Víctor Moreno Mayar og hans kolleger ikke bare fremlagt beviser imod kollapsteorien, men også understreget stabiliteten i det rapanuiske samfund gennem flere århundrede, indtil de blev forstyrret af den europæiske kontakt.

”Selvom det er velkendt, at omgivelserne i Rapa Nui ændrede sig ved menneskeskabte ændringer såsom skovrydning, har man hidtil ikke været klar over, om det var forandringer, som førte til et befolkningskollaps,” fortæller sidsteforfatter Anna-Sapfo Malaspinas, som også er gruppeleder ved SIB Institute of Bioinformatics i Schweiz.

Andre teorier antyder, at problemerne med forvaltningen af ressourcer førte til samfundets kollaps i det 16. eller 17. århundrede. Men det bliver nu undermineret af den viden, forskerne nu har om, at Rapa Nui tilpassede sig de miljømæssige udfordringer, der fandt sted på øen mellem 13. og det 18. århundrede, hvor befolkningen viste deres evne til at håndtere forandringer.

”Deres befolkning er stabil gennem tiden mellem befolkningen af øen, hvilket skete omkring 1200-tallet, og den europæiske kontakt 500 år senere,” siger delt førsteforfatter Bárbara Sousa da Mota, som er forsker på University of Lausanne.

De gamle forestillinger skal lægges til hvile

Ud over at udfordre "kollapsteorien" fandt forskerne i det nye studie også gode beviser for, at Rapa Nui ikke var det sidste stop i udforskningen af Stillehavet. Selv om der er mere end 3.700 kilometer hav mellem Rapa Nui og Sydamerika, viser den genetiske analyse, at befolkningen havde kontakt med indfødte amerikanere, før europæerne ankom til øen.

Cirka ti procent af Rapa Nuis befolknings genpulje stammer fra indfødte amerikanere. Men endnu vigtigere er det, at de ti procent kom til øen mellem det 13. og det 15. århundrede, hvilket betyder, at det er meget sandsynligt, at befolkningens forfædre nåede Amerika før Christopher Columbus.

”Vi undersøgte, hvordan indfødte amerikaneres DNA havde spredt sig på tværs af den polynesisk genetik hos befolkningen i Rapa Nui. Dette resultat passer med, at der havde været kontakt mellem de to populationer i det 13. og 15. århundrede,” fortæller Victor Moreno-Mayer fra Københavns Universitet.

”Jeg tror personligt, at ideen om kollapset er sat sammen som en del af en kolonial fortælling. En idé om, at disse primitive mennesker ikke kunne styre deres kultur, og at de ikke passede ordentligt på miljøet. Men det genetiske bevis siger det modsatte. Intet tyder på, at befolkningen kollapsede, før europæerne kom til øen. Til gengæld viser data, at de var i stand til imponerende rejser over Stillehavet, som til sidste nåede Amerika. Så nu kan vi lægge de gamle forestillinger til hvile,” siger Victor Moreno-Mayar.

Du kan læse hele studiet i Nature her: Ancient Rapanui genomes reveal resilience and pre-European contact with the Americas